Den vedvarende tørke rammer hårdt over hele landet i disse uger. Det går blandt andet ud over nye skovrejsninger, hvor de nyplantede træer risikerer at gå ud på grund af varme og tørke.

Men som skovejer kan du selv gøre noget for at reducere skaderne.

– Ukrudt – og specielt græsukrudt øger vandforbruget på arealet ganske betydeligt. Derfor er det vigtigt at få renholdt nyplantede skovrejsninger og unge kulturer. På den måde gør du, hvad du kan, for at holde på den fugt, der er i jorden, siger Michael Lehrmann, forstfuldmægtig ved Skovdyrkerne Midt.

Han gør det klart, at vi endnu ikke har set voldsomme tørkeskader – og hvis der kommer regn indenfor en overskuelig fremtid, så vil katastrofen drive over.

– Desværre peger DMI’s prognoser på, at den fastlåste tørre vejrsituation ikke ændrer sig foreløbigt. Derfor risikerer det at blive ganske alvorligt, siger Michael Lehrmann.

Risiko for opformering af billetræer

Også hos skovejere med mellem-aldrende og hugstmodne bevoksninger kan tørken få alvorlige konsekvenser.

– Tørken svækker de svageste træer i nåleskovene. Det opfanger bl.a. typografbillerne lynhurtigt, og når de sværmer, vil de angribe de svage individer.

– Derfor skal ejerne være meget opmærksomme på nye billeangreb. Er der træer, der er ramt af billeangreb, skal de skoves væk og fjernes, inden billerne sværmer igen. På den måde kan man minimere den opformering af biller, der ellers vil ske i skoven og sikre værdien af træet, siger fagmanden.

Han nævner den forrige tørke tilbage i 2018.

– Dengang, så vi at typograf-billerne sværmede adskillige gange samme sæson. Det samme kan ske i år. Det kan have store konsekvenser, når biller opformeres i store skovområder. I 2018 så vi enorme angreb og udbredt skovdød i både Harzen-området i Tyskland og i Sverige, siger Michael Hauberg Lehrmann.

Af nålearterne er det særligt rødgran, som er følsom overfor vandmangel. På løvtræsiden er bøg den mest følsomme art. Tilsammen udgør de to træarter mere end en fjerdedel af skovarealet i Danmark, som dækker 625.600 hektar – eller 14,5 procent af Danmarks samlede areal, skriver IGN.dk.

Mulighed for skovning

For skovejere med bevoksninger på lav jord kan der dog også være fordele ved den udbredte tørke.

– Har man skov, som står på fugtige arealer, så er der nu mulighed for at få det skovet med mindst mulige køreskader i skovbunden. På samme måde giver det tørre vejr gode muligheder for de skovejere som skal have oprenset grøfter eller lavet veje. Det kan nu udføres uden særlige problemer, siger han.

Pas på ildebrand

Dansk Skovforening opfordrer skovejere til at være ekstra opmærksomme på brandfare.

– Præcis hvor stor brandfaren er netop nu, kan man se på brandfare.dk. Indekset er udarbejdet af DMI. Brandfareindekset vurderer risikoen for naturbrande mere nøjagtigt end tørkeindekset, skriver Dansk Skovforening.

Nogle områder er mere følsomme end andre. Vurderer kommunen sammen med beredskabsstyrelsen, at der er en særlig risiko, kan områder helt lukkes for færdsel, indtil brandfaren er overstået.

– Har man skovområder, der er særligt udsatte, skal man derfor henvende sig til kommunen, oplyser Dansk Skovforening.

jma@skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne