Er din skov er lagt ned af stormen?
Der er en række ting du skal forholde dig til når din skov er ødelagt af stormen. Vi får mange opkald fra bekymrede skovejere, der spørger hvad nu – Dækker forsikringen? Hvornår kan jeg få ryddet op? Hvad med gentilplantingen?
Vi er meget opsatte på at hjælpe vores medlemmer bedst muligt igennem denne katastrofe. Hvis du endnu ikke har talt med din skovfoged, så kan du måske få en afklaring i det nedenstående.
Er min skov forsikret og hvordan får jeg erstatning?
Hvis du har tegnet en Basisforsikring mod stormfald, er du berettiget til erstatning og tilskud til gentilplantning, – hvis der er væltet mere end hvad der svarer til 1. årshugst i landsdelen.
Den 16. december melder vi samlet ind på vegne af medlemmerne i Skovdyrkerne Vestjylland. Det er derfor vigtigt at du giver os besked, hvis du har oplevet stormfald i din skov. Du kan enten ringe til din skovfoged eller sende en mail med:
- Skovens adresse?
- Hvor mange m3 træ er stormfældet?
- Er det fladefald eller spredt fald?
- Hvor stor en andel af det stormfældede træ er knækket?
- Er der tale om løv eller nål?
Når Stormrådet har det samlede overblik over skaderne på skovene, skal det beslutte om Stormfaldsordningen skal aktiveres, således du kan få erstatning og tilskud til gentilplantning.
Det vil sige at Stormrådet skal udpeget det område din skov ligger i, som stormfaldsramt.
Gør de det, er du berettiget til erstatning, hvis du har
- Skov i det område, som Stormrådet har udpeget som stormfaldsramt
- Fladefald eller 1/3 af vedmassen er væltet
- Minimum 0,5 ha af skoven er ramt
- Tegnet en basisforsikring mod stormfald
I så fald skal du anmelde skaden indenfor den tidsfrist, som Stormrådet fastsætter. Typisk 6 måneder.
I første omgang udbetaler forsikringen 3000 kr/ha. De endelige tilskudssatser til oprydning og gentilplantning kender vi ikke, men i 2005, ved det seneste stormfald, lå satserne på 16.000- 45.000 kr/ha. Der skelnes ikke mellem om Skov er fredskovsnoteret eller ej, men hvis du modtager tilskud til gentilplantning skal du være indstillet på at der noteres fredskov på det tilplantede areal.
Vi hjælper dig gerne, som din konsulent, med at udarbejde en forsikringsbegæring og tilskudsansøgning.
Vi mener at omfanget af dette stormfald er nok til at aktivere stormfaldsordningen. Læs mere om stormfaldet i vores geografi i Stormfaldet i Vestjylland værre end først antaget.
kbh@
skovdyrkerne.dk 10.12.2013