EU har givet grønt lys til den nye danske tilskudsordning til skovrejsning, som er en central del af Grøn Trepart-aftalen. Godkendelsen betyder, at Danmark nu kan tage hul på en af de største arealomlægninger i nyere tid: 250.000 hektar ny skov frem mod 2045. Hele 230.000 hektar skal etableres via den ordning, som nu er klar til ansøgning.

I 2025 er der afsat 737 millioner kroner, hvoraf 272 millioner går til urørt skov. Tilskuddet udbetales som et engangsbeløb på 75.500 kroner pr. hektar. Arealer, der udlægges som urørt skov, får et tillæg på 15.000 kroner pr. hektar. Beløbet dækker både etablering, hegn, pleje i de første år og det værditab, der følger af omlægning fra landbrugsjord til skov.

– Vi ser, at langt de fleste projekter i praksis kan gennemføres med både hegnsætning og tre års renholdelse – og stadig efterlade et økonomisk overskud til ejeren. Med de nuværende jordpriser er tilskudssatsen dog for lav til at dække hele differencen mellem skov og landbrugsjord, men ordningen giver alligevel et stærkt incitament til at rejse skov, siger Skovdyrkernes administrerende direktør Henrik Fredslund.

Skovdyrkernes vurdering

Vejledningen til ordningen har netop været i ekstern høring, og Skovdyrkerne afgav deres svar i sidste uge. Organisationen pegede her på behovet for mindre bureaukrati, klare tidsfrister for udbetaling og bedre muligheder for at inddrage eksisterende juletræsarealer på landbrugsjord.

Trods disse bemærkninger er vurderingen positiv. Tilskuddet er markant højere end i tidligere ordninger, satsen er den samme for både nåletræ og løvtræ, og kravet til minimumsareal er lavere end før. Alt i alt giver det bedre rammer for at få flere lodsejere til at gå ind i skovrejsning.

Fra politik til plantning

Med EU’s godkendelse er de politiske rammer på plads. Nu handler det om at omsætte ambitionerne til konkrete projekter – og om at sikre, at ordningen bliver attraktiv nok til at udløse den nødvendige interesse blandt lodsejere, hvis målet om 250.000 hektar ny skov skal nås.

– Vi mærker tydeligt, at mange lodsejere er nysgerrige på mulighederne. Vores skovrejsningskonsulenter er allerede i fuld gang med at omsætte ordningen til konkrete projekter i hele landet, siger Henrik Fredslund.