Forbud mod handel med populære plantearter
EU’s kamp mod invasive dyr og planter betyder, at vi kan forvente et forbud mod at handle med bl.a. hybenrose og glansbladet hæg
Baggrunden er en EU-forordning fra 2014 om at bekæmpe eller helst udrydde invasive arter – med det formål at beskytte de oprindelige, hjemmehørende arter.
Til forordningen hører en liste med 37 arter, men denne liste udvides løbende. For at komme med på listen kræves det, at arten udgør en reel spredningsrisiko. Desuden skal det være praktisk muligt at bekæmpe arten. WTO skal godkende, at der ikke er tale om en skjult handelshindring, og der skal foreligge en videnskabelig baseret risikovurdering. Endelig må de pågældende arter ikke være hjemmehørende i noget EU-land.
Det nævnte handelsforbud er ikke trådt i kraft endnu. Men det vil altså ramme to arter, som har været ganske populære herhjemme.
De to livskraftige arter
Den rynkede rose (hybenrose, Kamchatka rose, Rosa rugosa), som stammer fra Sibirien, er jo sommerhusejernes yndlingsplante på grund af sin robusthed, sin lange blomstring, sin fine duft og sine velsmagende hyben. Men den selvsår sig som bekendt langs vore strande, hvor den fortrænger den naturlige vegetation. Der er gjort meget for at trænge den tilbage, hidtil dog ikke med særlig stor succes.
Den glansbladede hæg (Prunis serotina) kommer fra Nordamerika, hvor den bliver et stort træ, hvis smukke ved udnyttes i træindustrien. Hos os bliver den kun en busk eller et mindre træ. Den er især brugt i hedeområdet som et hjælpetræ, hvor den er vækstkraftig, smuk, jordbundsforbedrende og ret robust i forhold til vildtskader. De talrige bær giver en god snaps, men de er samtidig et problem, idet den selvsår sig meget villigt, blandt andet ved fuglenes hjælp. Den kan blive så talrig, at den kan kvæle en hel kultur af andre arter.
I Skovdyrkeren nr. 47 omtales en plantage, hvor der ved anlægget blev plantet glansbladet hæg i hver anden række i hele plantagen. Der blev i alt plantet mere end 100.000 hæg, som fungerede som et fortrinligt hjælpetræ, der trak de mere værdifulde træarter op, og som nu – 50 år efter plantningen – selvsår sig yppigt og danner en fin underetage.
Nu skal det altså – ifølge myndighederne – være slut med de to arter. Men mon ikke de er så udbredte, at det vil være helt umuligt at udrydde dem fra den danske natur.
phi@ skovdyrkerne.dk