Forslag til ny vurderingslov for skovene
Skatteministeriet har i marts sendt en ny vurderingslov i høring. Dansk Skovforening, som er privatskovbrugets brancheorganisation og vagthund i sådanne sager, har været igennem forslaget, og retter en hård kritik mod det.
Vi gengiver her Skovforeningens vigtigste kritikpunkter, som de er anført i et høringssvar til ministeriet.
Grundværdiens beregning
Der lægges op til, at skovenes grundværdi fortsat vil indeholde den såkaldte herlighedsværdi, hvor 25% af ejendommens samlede herlighedsværdi henføres til skovenes grundværdi. Denne praksis er ifølge Skovforeningen kendt ulovlig ifølge en højesteretsafgørelse fra 2009. Lovforslaget henviser hver eneste skovejer til at klage individuelt, hvis han vil anfægte den ulovlige praksis, og det skal ske inden 3 måneder fra meddelelsen af de nye vurderinger for skovene i 2020. Det foreslås endvidere, at der kun vil være klagemulighed over grundværdiansættelsen efter den første vurdering meddelt efter det nye system.
Andre end de normale driftsformer
Vurderingsmæssigt forudsættes også i fremtiden, at skovens arealer drives forstmæssigt optimalt. Hvor en skovejer har lyttet til samfundets ønsker om udlæg af særlig drift, urørt skov o.l., mindskes eller forsvinder indtjeningspotentialet på sådanne arealer. Det vil der ikke blive taget hensyn til. Da grundværdien i princippet skal afspejle arealerne indtjeningspotentiale, fås i sådanne tilfælde en for høj vurdering.
Ikke-fredskovspligtig skov
Efter lovforslaget ansættes grundværdien for ikke-fredskovspligtig skov til samme værdi som landbrugsjord. Dette på trods af, at det årlige udbytte er langt lavere end for landbrugsjord.
Nye skovejendomme
Hvor en landbrugsejendom ved tilplantning ændres til en skovejendom, ansættes ifølge forslaget den gennemsnitlige ha-pris til samme niveau som den gennemsnitlige ha-pris for de omkringliggende land- eller skovbrugsejendomme. Dette er urimeligt, idet der vil gå mange årtier, før ejendommen er oppe på den ha-værdi, der er gældende for eksisterende omkringliggende skovejendomme.
Den løbende regulering af grundværdien
Der lægges desuden op til, at skovbrugets grundværdier skal reguleres med samme faktor som landbrugets jorder. Der er så mange faktorer, der påvirker land- og skovbrugets indtjeningspotentialer forskelligt, at en forudsætning om en ens prisudvikling ikke vil være rimelig. Skovforeningen argumenterer for, at der bør udarbejdes et særligt driftsøkonomisk indeks alene gældende for skovene.
Boliger
Boliger, der skal have fastsat en ejendomsværdi, skal ansættes som om der var tale om selvstændige ejendomme. Der vil i altovervejende grad være tale om ejendomme, der ikke lovligt kan udstykkes, hvorfor prisfastsættelsen under alle omstændigheder skal ske under dette forbehold.
Samvurdering
I dag er det skovejeren, der skal tage initiativ til en eventuel samvurdering af ejendomme. Hvor to ejendomme ikke er samvurderet, vil der normalt være en mulighed for udstykning/frasalg. En samvurdering vil kunne vanskeliggøre en eventuel udstykning. Ifølge forslaget får vurderingsmyndigheden initiativretten på dette område.
phi@ skovdyrkerne.dk