Garanti for bæredygtigt træ
Skovdyrkerne Øerne har opnået status til at kunne screene træ som værende bæredygtigt. I forvejen er foreningen med i de to bærende internationale certificerings-ordninger
Skovdyrkerne Øerne har her i foråret opnået at blive certificeret til at kunne håndtere kontrolleret træ – officielt kaldet Controlled Wood i ordningen FSC Coc Certifikat. Dermed er foreningen i stand til at tilbyde at handle med råtræ fra skovejere, som ikke selv er certificerede, til de aftagere, som kræver kontrolleret træ. I forvejen er Skovdyrkerne Øerne med i de to certificerings-ordninger, PEFC og FSC. Begge er internationale certificeringer, der stiller strenge krav til håndtering af træ, som lever op til principper om bæredygtighed.
Det er under FSC-certificeringen, Controlled Wood-ordningen hører. Her kan man som forhandler af råtræ blive certificeret til at foretage en række kontroller af, om det råtræ, man handler med, lever op til alle de kriterier, som FSC stiller til bæredygtigt skovet træ.
I begge certificerings-ordningerne, PEFC og FSC, er det den enkelte skovejer, som er certificeret under Skovdyrkerne Øernes paraply. Skovdyrkerne Øerne står for administrationen af certificeringen, og sørger for, at den efterleves i de tilfælde, hvor foreningen udfører arbejder i skoven på vegne af den enkelte skovejer.
Endelig står foreningen også for den interne audit af certificeringen. Den interne auditør er selvsagt en anden person, end den, som udfører arbejdet i skoven, idet ingen auditerer sig selv. Endelig bliver Skovdyrkerne Øerne kontrolleret af den internationale certificerings-organisation, NEPCon, som tredje part.
– Nok er der visse lighedstræk imellem de to ordninger, men de er ikke ens, og den ene kan ikke træde i stedet for den anden. Skovfoged Rasmus Gregersen i Skovdyrkerne Øerne siger: – Med vores certificeringer kan vi sikre og dokumentere, at træet er bæredygtigt, og med vores nyligt godkendte FSC Coc Certifikat kan vi sikre, at vi kan afsætte træ med garanti for at være bæredygtigt, selvom skovejeren ikke selv er certificeret.
For yderligere oplysninger: Skovfoged Rasmus Gregersen, tlf. 2555 4201 / rgg@ skovdyrkerne.dk