Generalforsamling 2017: Stor deltagelse og stort engagement
Generalforsamlingen i Skovdyrkerforeningen Øerne den 24. oktober i Sorø var præget af engagement og mange relevante spørgsmål til bestyrelse og ledelse. Beretning, regnskab og bestyrelsens kontingentforslag blev godkendt.
Bestyrelsesmedlemmerne blev genvalgt, og en ny suppleant blev valgt. Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig enstemmigt med Rudolf Iuel som formand og Jes Lützhøft som næstformand. Herunder mere detaljeret fra generalforsamlingen
Velkomst
Efter formanden Rudolf Iuels velkomst blev Skovdyrkernes nye sekretariatschef Kristian Gernow valgt som dirigent. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
Beretning
Formanden Rudolf Iuel (RI) gav sin personlige udlægning af den skriftlige beretning, som var sendt ud til medlemmerne.
Der var stor spørgelyst til beretningen. En deltager fremførte – med baggrund i det dårlige resultat – at bestyrelsen skulle have lyttet til advarslerne mod fusionen. Der blev efterlyst information/baggrund vedrørende de mange afskedigelser, og der blev udtrykt utilfredshed med lukketheden omkring resultatet. (Svar: RI sagde, at alle afskedigelser var omhyggeligt vurderet, og at bestyrelsen ville have et solidt grundlag, inden der blev publiceret noget omkring resultatet). Der blev spurgt, om foreningens konkurrenceevne var god nok (Svar: RI var overbevist om, at når omstruktureringen slår igennem, vil foreningen opnå væsentlige stordriftsfordele). Der blev diskuteret afregningspriserne på flis (Svar: afregningspriserne afhænger af bl.a. træart, fugtprocent og mængde, og SBP-certificeringen er i den sammenhæng en fordel for medlemmerne). Der blev spurgt til hvorfor bestyrelsen ikke altid var repræsenteret til arrangementer (Svar: der har været tale om uheldige omstændigheder). Samt hvorfor Skovdyrkerne ikke fusionerede med Skovforeningen (Svar: RI fandt det ikke fornuftigt at sammenlægge en driftsvirksomhed med en interesseorganisation). Der blev spurgt, om medlemmerne hæftede for foreningens økonomi (Svar: nej, det gør de ikke). Endelig blev der opfordret til indførelse et ‘whistleblower’-system (Svar: RI opfordrede til, at medlemmerne ringer direkte til ham i stedet).
Beretningen blev derefter taget til efterretning af generalforsamlingen.
Regnskab og budget
Skovrider Svend J. Christensen (SJC) gennemgik regnskabet. Noterne blev på opfordring gennemgået af foreningens revisor. Der var også stor spørgelyst til regnskabet. Det blev spurgt, hvornår produktionsselskabet har solgt de sidste juletræer (Svar: produktionen forventes færdig i 2018). Og der blev spurgt, hvorfor pengene fra salg af skov i Litauen, som var en arv, var brugt til at dække underskuddet (Svar: RI ville tage det op i bestyrelsen).
Regnskabet blev godkendt med en stemme imod.
Skovrider Svend J. Christensen gennemgik herefter budget for 2017/18 og forslag til kontingenter for 2018/19. Budgettet viste pæn omsætning og et overskud på 949.000 kr.
Kontingent
Kontingentforslag for året 2018/19: For et aktivt medlemskab betales der årligt følgende satser:
- Grundkontingent for skovejendomme 990 kr./år
- Grundkontingent for ejendomme med juletræer/klippegrønt 1990 kr./år
- Dertil lægges der et arealkontingent for skovejendomme på 50 kr./år og for ejendomme med juletræer/klippegrønt på 135 kr./ha
- Der er maksimumskontingent for skovejendomme på 5000 kr./år og for ejendomme med juletræer/klippegrønt på 6000 kr./år.
- Et passivt medlemskab koster 650 kr./år.
Under gennemgangen blev der henvist til frekvenser for rådgivningsbesøg mv på hjemmesiden her /medlemsfordele-og-priser/>www.skovdyrkerne.dk/oer/medlemsfordele-og-priser/
Fremlæggelse af budget og kontingentsatser foranledigede en række spørgsmål, bla. følgende: Er et tilsyn pligtigt for fredskov? (Svar:nej, det er det ikke), om prisen på certificering var indeholdt i kontingentet (Svar: SBP for flis er indeholdt i kontingentet, mens PEFC og FSC® for skov samt GlobalGab for juletræer ikke er. Priserne herfor findes ligeledes på hjemmesiden), og endelig om der var en timepris for rådgivning til ikke-medlemmer (Svar: ja, og den er højere).
Budgettet blev taget til efterretning med ovenstående bemærkninger. Reguleringen af kontingenterne blev godkendt med 2 stemmer i mod.
Forslag
Der var ikke indkommet forslag.
Bestyrelse
Efter valg til bestyrelsen består den af
- Formand Rudolf Iuel, valgt til 2018.
- Næstformand Jes Lützhøft, valgt til 2019.
- Lars Holst-Frederiksen, valgt til 2019.
- Ole Holst Henriksen, valgt til 2019.
- Anders J. Nielsen, valgt til 2018.
- Jens Jørgen Madsen, valgt til 2018.
- Erik Willadsen, valgt til 2018.
- Suppleant Jens Hempel Hansen, valgt til 2018
- Suppleant Jesper Popp, valgt til 2018.
Revision
PriceWaterhouseCoopers blev genvalgt som revisionsfirma.
Eventuelt
Under eventuelt blev der kommenteret på følgende forhold: Man fandt, at det var dårlig information, når medlemmerne skulle læse i avisen omkring Ulrik Nielsens afgang som skovrider. Man opfordrede til, at der blev sendt mail ud til medlemmerne i sådanne situationer. Desuden blev spurgt til Skovdyrkernes håndtering af læplantningslaug og om baggrunden for et dårligt flisprojekt.
Efter lidt til ganen og halsen underholdtSkovdyrkerensredaktør Per Hilbert om baggrunden for Skovdyrkernes bogudgivelser og om arbejdet med Skovdyrkernes nye bog ’Natur og vildtpleje i Skoven’. Det var meget interessant med Per Hilberts altid lidt skæve, finurlige tilgang med mange relevante betragtninger om både store og små ting omkring skovbruget i Danmark. Alle deltagere fik et eksemplar af bogen som afslutning på en god aften i selskab med andre skovdyrkere.
Konstituering
Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig med Rudolf Iuel som formand og Jes Lützhøft som næstformand. Bestyrelsen besluttede at udpege et forretningsudvalg bestående af formand, næstformand og Jens Jørgen Madsen.
Anders J. Nielsen fortsætter i bestyrelsen for Green Product, som er Skovdyrkernes fælles eksportselskab for juletræer og klippegrønt. Erik Willadsen fortsætter i bestyrelsen for DFE, som er Skovdyrkernes internationale konsulentselskab med projekter i Vietnam, Nepal, Mozambique m.fl., hvor vi hjælper med at opbygge skov og skovdyrkerforeninger mv.
sjc@ skovdyrkerne.dk