Generalforsamling hos Skovdyrkerne Midt
Onsdag d. 21. oktober afholdt Skovdyrkerne Midt den første ordinære generalforsamling i den sammenlagt forening. Derefter blev der afholdt regionalt medlemsmøde i DDS's region Midt.
Midt i geografien
Årets generalforsamling blev afholdt på Dayz Søhøjlandet beliggende i Gjern. Der deltog cirka 55 medlemmer i generalforsamlingen. Stedet var valgt, for at placere mødet nogenlunde midt i foreningens geografi, som nu strækker sig fra Fur i nordvest til Samsø mod sydøst.
Formandens beretning
Formand Lars Schou Gleerup redegjorde i sin årsberetning kort for fusionsprocessen og skitserede nogle af de fordele som findes i en ny og større forening – som blandt andet kommer til udtryk i overskriften for fusionen:Kommerciel styrke, en stærk organisation samt effektiv drift og rationalisering. Formanden kommenterede det utilfredsstillende økonomiske resultat, og forklarede nogle af årsagerne til resultatet. Blandt andet de store direkte og indirekte omkostninger ved fusionsprocessen. På medlemssiden har der været lidt omsætning i medlemsskaren, men netto er såvel antal som areal, stor set uændret. På medarbejdersiden måtte vi i løbet af året sige farvel til skovrider Rasmus Fejer Nielsen og Lissy Jæger, som stoppede i forbindelse med fusionen. Skovfoged Casper Pleidrup og Kai Boisen er startet i årets løb – hvilket har betydet en nettoudvidelse af skovfogedstaben på en medarbejder, idet Mikkel Gandrup stoppede i foreningen med udgangen af marts.
Økonomi og budget
Skovrider Henrik Buhl redegjorde for årets resultat, der vist et underskud på 1,88 mill kroner. Et utilfredsstillende resultat som især var præget af store omkostninger på fusionsprocessen, men også i form af omsætningstab, da medarbejdere har brugt tid på fusionsprocessen,
Valg til bestyrelsen
Herefter var det tid til at vælge medlemmer til bestyrelsen. Bestyrelsen er i forbindelse med fusionen udvidet til 7 medlemmer, hvoraf 3 var på valg. Tidligere formand hos Skovdyrkerne Østjylland Anders S. Nielsen modtog ikke genvalg, mens de to øvrige medlemmer Peter N. Andersen og Søren Christiansen modtog genvalg. Asger Pedersen fra Odder blev uden modkandidat valgt som nyt medlem til bestyrelsen. Som suppleanter blev Hans Bjerregaard og Iver Rud Hansen valgt.
Præsentation af bestyrelse og medarbejdere
Efter at de obligatoriske punkter på henholdsvis generalforsamlingen og det regionale medlemsmøde i DDS var afholdt, blev der serveret kaffe og kage. For at medlemmerne kunne få et bedre indblik i den fusionerede forening, blev lejligheden benyttet til at præsenterede foreningens bestyrelse og medarbejdere. Medarbejderne fortalte hver for sig, om deres arbejdsområder og skovparter, og derudover præsenterede hvert team, deres arbejdsopgaver og ydelser.