Glædelig jul og godt nytår
Skovdyrkerne Vestjylland vil gerne ønske medlemmer og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår – og gør samtidig status over sæsonerne for juletræer og pyntegrønt. Det sker på bagkant af en hektisk sæsonafvikling af juletræer og pyntegrønt, som er de forretningsområder, hvor vi for alvor mærkede de kræfter, som Corona kan have i et marked.
Vi havde på forhånd en analyse af, at 2020 ville give en ’hjemmejul’ med begrænset udrejseaktivitet til fjerne destinationer og i stedet fokus på det nære og på mindre familiesammenkomster. Det burde give anledning til, at der skulle bruges flere juletræer på det europæiske marked.
Vores kunder delte analysen – i princippet. De havde blot ikke lyst til at disponere efter den, så I hele salgssæsonen fra inden sommerferien til november, blev der købt meget forsigtigt ind. Det resulterede i et meget velforsynet marked, hvor de senere års tendenser til hård markeringslinie og lav pris blev videreført – med et ekstra pres. Da starten af november bød på yderligere restriktioner med nedlukninger i dele af Europa – bla. Frankrig og Østrig – på et tidspunkt, hvor der stadig var en del usolgte træer tilbage, var situationen tæt på at være ’rimelig træls’.
Heldigvis lettede restriktionerne på det helt rigtige tidspunkt og sammen med en god køberinteresse og et godt tidligt detailsalg – gik der hul på bylden og vi oplevede et ’eftermarked’ som vi ikke har set mage i de sidste 10 år. Der var stor efterspørgsel over alle sortimenter og presset blev flyttet fra pris til leveringstidpunkt. Resultatet var et meget stort leveringspres og både medarbejdere, medlemmer og entreprenører har måttet løbe ekstra langt og længe for at nå i mål.
Opgaven lykkedes og vi kunne derfor allerede i første halvdel af december melde ’alt udsolgt’. Det er i sig selv glædeligt, at kunderne oplever et nej til sidst – fordi det giver en tilskyndelse til at disponere tidligere til næste år. Men den næste, vigtige forudsætning for en god sæson er naturligvis, at det også går godt for vore kunder, og her giver nedlukningerne lige op til jul en rynke i panden – bla. for de af vores kunder, der leverer betydelige mængder til tyske byggemarkeder.
Regnebrættet kan ikke gøres op før efter jul – men de foreløbige indikationer er, at ’kunderne har det godt’ og mange har oplevet et mersalg på 5-10%.
Hos Skovdyrkerne Vestjylland har vi oplevet salgsfremgang, både i forhold til sidste år og i forhold til budgettet. Det er vi meget tilfredse med, og det giver et godt afsæt til næste år.
Var det så den længe ventede og meget tiltrængte vending i juletræsmarkedet?
Vi håber det – men vi må også være ærlige og indregne ’corona-virkningen’ i 2020 sæsonen. Og dermed bliver svaret ’det er for tidligt at afgøre – men der er nogle tendenser, der peger i den rigtige retning’.
Også pyntegrøntet blev afviklet i skyggen af corona. Her er dynamikken lidt anderledes, fordi det ikke kun er afsætningen, men også forarbejdningen, der kan blive ramt – hvis et stort kransbinderi i Polen – fx med 300-400 medarbejdere – lukkes på grund af Covid-19 kan det være lige meget om markedet er der – varen kan ikke produceres.
Vi oplevede desværre både, at nogle af vores kunder blev ramt og måtte lukke deres binderi – og derfor afbestilte aftalte leverancer – og at andre sizede ned for ikke at være så sårbare. Effekten af disse corona-relaterede udsving kunne vi ikke helt dæmme op for – bla. fordi bestemte bevoksninger var forhåndsdisponeret til disse kunder – og vi har derfor ikke helt udsolgt i grøntet.
Samlet set har vi dog grund til at være tilfredse med en sæson, hvor vi levede op til salgsbudgettet og dermed satte mængderekord. De få uklippede bevoksninger er prioriteret til næste års afsætning, hvor de kan placeres uden problemer.
Kontoret holder julelukket fra 23. december kl. 12.00 til 4. januar 2021 kl. 08.00.