I diskussioner for nylig har det været hævdet, at skovbruget står i stampe. At der ingen udvikling foregår i dansk skovbrug. At man er konservativ og ikke indstillet på fornyelse. Og at der derfor må blodtransfusion til udefra. F.eks. fra Sydsverige.

Der er vel et gran af sandhed i denne påstand. Privatskovbruget må erkende, at dets bidrag til f.eks. forskningen hos Skov Landskab er yderst beskeden, og at forskerne må finde midler andetsteds. Her kunne det måske være fornuftigt med en ordning som den, juletræsbranchen har med PAF. Der betaler dyrkerne en produktionsafgift, som staten så dobler op – og pengene anvendes til forskning styret af et råd, hvor de private producenter har afgørende indflydelse.

Men generelt holder påstanden om det traditionstyngede og ufleksible danske skovbrug ikke. Danske skovejere er – som danske landmænd – nok nogle af de mest omstillingsparate jordbrugere, man kan tænke sig. Der er altid – og bør altid være – interesse i at se, hvad andre foretager sig. (Se i øvrigt artiklen om det nye svenske initiativ nederst på siden her).

Juletrædyrkningen

Lad os bare nævne juletrædyrkningen igen som et godt eksempel. Den tog danske skovejere ind på et tidspunkt, hvor hverken tyske eller svenske skovbrugere ville nedværdige sig til at arbejde med denne gartnerilignende produktion. Nu sidder danske skovejere og landmænd i endominerende position på det europæiske marked. Senest eksemplificeret ved, at når den georgiske stat udbyder høsten af nordmannsgranfrø i de næste 20 år, hvem byder så? Det gør danskerne, og stort set kun danskerne.

Juletrædyrkningen giver på en ganske lille del af arealet (skønsvis under 5%) så store indtægter, at det mange steder faktisk holder en økonomisk hånd under det egentlige skovbrug. Således sælger Skovdyrkerforeningerne juletræer og pyntegrønt for ejerne for over 100 mill. kr. – lige så meget som værdien af den samlede vedproduktion hos de samme ejere!

De fremmede træarter

Et andet eksempel på nysgerrighed og risikovillighed er brugen af fremmede træarter. Mens svensk og tysk skovbrug langt hen ad vejen klarer sig med de tilfældige ‘naturlige’ træarter, så er de danske skove fuldt af spændende satsninger. Vi holder os ikke tilbage med at prøve arter fra alle kontinenter (indtil videre undtagen Afrika).

De danske skove ville se meget anderledes ud – og de ville være kedeligere og mindre produktive – uden f.eks. ædelgran, lærk, douglas, rødgran, sitka, nobilis, omorika, grandis, thuja, cypres, østrigsk fyr, rødeg, ahorn, balsampoppel, glansbladet hæg, kastanie og storbladet lind. Senest har en række skovejere forsøgt sig med dyrkning af robinie (med vekslende held). Der er altså en åbenhed – så stor, at det somme tider grænser til naivitet.

Det naturnære

Et andet aktuelt eksempel på omstillingsparathed er forsøget på at ændre hele driftsformen – fra ordnet højskovsdrift hen imod en mere naturnær praksis. Her har man med kort varsel ændret driften på alle statens mere end 100.000 ha skov. Netop på dette område har de snusfornuftige private skovejere dog vist en vis tilbageholdenhed. Man vil godt se nogle resultater i praksis, før man forlader et godt gennemprøvet koncept.

Men der er blandt andet hos Skovdyrkerne udviklet nye redskaber til ‘grøn’ driftsplanlægning, der i højere grad endtidligere medtager allede ydelser, som skovene kan levere – også miljøbeskyttelse, biodiversitet, landskabs- og kulturværdier, publikums brug m.m.

De ændrede driftsformål

Man kan også nævne den omstilling, der er sket med hensyn til driftsformål i mange danske skove hen imod en mere flersidig drift.

Blandt andet er de forskellige ‘herlighedsværdier’ som f.eks. jagt, æstetik, ejendomsværdiudvikling m.m. kommet til at spille en meget mere fremtrædende rolle. Også her er de danske skovejere i front i Europa – måske sammen med England – og der synes ikke at være mange nye ideer at hente hverken i Tyskland eller Sverige.

Administrationsformen

Endelig bør man måske i sammenhængen gøre opmærksom på den meget store ændring, der i løbet af bare 15-20 år er sket indenfor administrationsformen.

Godsskovbruget er i stort omfang blevet tømt for skovbrugs-uddannede funktionærer, og ‘serviceskovbruget’ har taget over – med HedeDanmark og Skovdyrkerforeningerne som de dominerende. Også indenfor disse organisationer tilpasses og rationaliseres løbende. Ny teknik gør, at den enkelte kan overkomme mere. Samtidig er der sket en faglig specialisering og en udvikling væk fra den gammeldags allround skovfoged. Om alt dette betragtes om en fordel eller en ulempe, kan diskuteres. Men der er i hvert fald tale om en tilpasning til ændrede økonomiske vilkår og ændrede markedskrav.

Så helt stivnet synes dansk skovbrug og danske skovejere altså ikke at være. Slet ikke i betragtning af trævækstens naturlige langsommelighed og langsigtethed. Og vi mærker, at udviklingen og omstillingerne fortsætter. Såledeser der udsigt til, at den øgede efterspørgsel efter træ vil give produktionen lidt af sin gamle centrale rolle tilbage. Driftsformålene skal justeres igen. Det vil passe de fleste Skovdyrkere godt.

Hermed ønskes alle landets skovejere et Godt Nytår

Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger

By: Per Hilbert