Gråænder må udsættes i perioden 1. april til 31. juli. Der må udsættes maksimalt en ælling pr. 150 kvadratmeter eller en voksen and pr. 300 kvadratmeter åben, ubevokset vandflade.

Det oplyser Dansk Skovforening, som gør opmærksom på, at alle udsætninger – både ællinger og voksne ænder – skal anmeldes til Miljøstyrelsen.

Det kan gøres enten via Virk.dk eller Borger.dk.

Vigtig at udsætning af ællinger anmeldes

At også udsætning af ællinger skal anmeldes var nyt fra og med 2018. De første år har myndighederne modtaget overraskende få anmeldte udsætninger.

Der forhandles i øjeblikket om udsætningsreglerne for gråænder, og det er afgørende vigtigt for er godt forhandlingsresultat, at der opnås valide data for, hvor mange der udsættes.

Forhandlingerne foregår i regi af Vildtforvaltningsrådet, hvor Skovforeningen er repræsenteret.

Gælder også fasaner og agerhøns

Anmeldelseskravet gælder også for enhver udsætning af fasaner og agerhøns.

Du kan læse mere på Miljøstyrelsens hjemmeside. Her kan du også finde en vejledning til den digitale indberetning.

Reglerne for udsætning af ænder, fasaner og agerhøns findes i bekendtgørelsen om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber.