Igen politisk fokus på skovene
Skovbruget kæmper for tiden en kamp for at gøre politikerne opmærksomme på erhvervets eksistens og betydning.
Rapporten fra Skovpolitisk udvalg ligger og samler støv, skovene blev overset i landdistrikts-sammenhæng og i den tidligere regerings plan for Grøn Vækst, juletræproduktionen vil man ikke vide af.
Eneste interessepunkt har været tilplantningen af landbrugsjord – skovrejsningen.
Miljøministeren til møde i Skovrådet
Det lykkedes imidlertid Skovrådet at få miljøminister Ida Auken med på sit møde forleden. Mødet blev holdt som en vandretur i Sorø Akademis skove, hvor ministeren undervejs blev præsenteret for oplæg om produktion, om natur og om friluftsliv. I mødet deltog også formanden for Natur- og Landbrugskommissionen, Jørn Jespersen.
Skovrådet er nedsat for at rådgive miljøministeren i spørgsmål vedrørende skovene. I rådet sidder 15 medlemmer, der repræsenterer alle, der har interesser i skovene. Skovdyrkerne har også en plads i rådet.
Dialogen er vigtig for skovbruget
Dialogen er yderst vigtig, idet en del ny lovgivning skal på plads i de kommende år. Det er vigtigt, hvilken rolle skovene får i denne sammenhæng. Skovbruget ville gerne demonstrere overfor de to politikere, at skovene på én og samme gang kan levere en række af de ydelser, der efterspørges af samfundet: Kvalitetstræ, biomasse, kulstofbinding, natur- og biodiversitet samt oplevelsesmuligheder for befolkningen.
Ministeren indrømmede, at der i en periode havde været for lidt fokus på skovene, og det vil hun gerne ændre på. Hvordan står imidlertid ikke hel klart. Med den fokus, der fra mange sider ensidigt har været på biodiversiteten, er det vigtigt, at vi fastholder en balance, hvor alle skovens funktioner værdsættes.
Flere møder på vej om grøn omstilling og træ til energi
I den sammenhæng har Skovrådets formand Niels Elers Koch et møde med Klima- og Energiminister Martin Lidegaard. Her skal skovenes rolle i det, som politikerne har døbt ‘grøn omstilling’, diskuteres. Det vil sige skovens potentiale i sikringen af et Danmark uafhængigt af fossile brændsler og i en klimasammenhæng med fokus på CO2.
Endelig kan nævnes, at det samarbejde mellem Skovforeningen, Skovdyrkerne og HedeDanmark, der går under navnet Træ til Energi, fredag den 24. har besøg af Klima- Energi- og Bygningsudvalget. Dette besøg foregår i en skov i Østjylland, hvor man vil oplyse om potentialet for en øget biomasseproduktion i skovene samt demonstrere professionel flishugning i praksis. Formand for udvalget er Steen Gade, som også besøgte Harboøre varmeværk for nylig.
Per Hilbert
Seniorkonsulent