Inspektion af grøfter og oprensning af overkørselsrør
Mens vi venter på tørvejr og frost, så skoven igen kan blive farbar, er der ting der kan gøres for at hjælpe vandet ud af skoven.
Grøfter i skovene
Mange skove har fra gammel tid et fornuftigt grøftesystem, der kan lede overskudsvand væk. En del af disse grøfter er dog ikke blevet oprenset tilstrækkeligt de seneste mange år. Et meget regnfuldt efterår har sat hele skovbevoksninger under vand. Det er ved at være lige så slemt som i 2017, hvor træer stod og druknede i de små lavninger, der bare er lidt under terræn.
Tjek grøfternes tilstand nu
Det er svært at oprense de oversvømmede grøfter nu. En lille bæltegraver kan dog som oftest afhjælpe akutte problemer. I disse regnfulde dage kan du virkelig få et overblik over hvor grøftevedligeholdelsen skal sættes ind, når det igen bliver godt at køre. Det er vigtigt at tage nogle billeder eller lave sig nogle gode notater. Eventuelt kan den færdige afmærkning i skoven laves direkte, så du kan huske, hvor slemt det står til. Når først foråret kommer og vandstanden har sænket sig, har vi som mennesker tendens til at slå det hen og tænke at så slemt var det vist heller ikke. MEN det er det og der er brug for handling.
Oprensning af overkørselsrør er lavthængende frugter
Ud over at lægge en plan for den kommende grøftevedligeholdelse er der kontant afregning at hente ved at tjekke overkørselsrørene. Blade og grene stopper let rørene og en halv time med skovl og en lang pind kan hjælpe mange kubikmeter vand ud af skoven.
VidenCenter Skovdyrkning