Flere end 100 branchefolk var på plads i torsdags, da Skovskolens skovbrugskonference blev afviklet på Vejlsøhus Konferencecenter ved Silkeborg.

Det overordnede emne for dagen var øget træproduktion fra danske skove.

Øget produktion er nødvendig, for der kommer til at blive brugt mere træ i årene fremover, fastslog flere af oplægsholderne.

– Vi kommer til at se stærkt øget efterspørgsel efter træ. Vi har data, der viser, at når vi fremskriver udbud og efterspørgsel, så vil efterspørgslen overhale produktionen i årene fremover, fastslog Palle Madsen fra Skovskolen i sit oplæg.

Han viste desuden tal fra naturbeskyttelsesorganisationen WWF, der forudsiger en fordobling af træforbruget frem imod 2050 – og op til en firdobling, såfremt træ udnyttes fuldt ud i den grønne omstilling.

Produktion kan øges

Den gode nyhed er, at det er muligt at skrue betydeligt op for produktionen.

– Resultaterne fra projektet enerwoods viser, at vi kan øge tilvæksten meget ved hjælp af blandt andet ændret træartsvalg, forædling, forøgelse af skovarealet og så videre, sagde Palle Madsen.

Nicklas S. Bendtsen, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning bakkede op.

– Vi kan øge produktionen fra danske skove markant. Det viser de data, vi har fra de langsigtede træartsforsøg, sagde han.

– Men hvis vi skal øge produktionen, så kræver det, at vi skal kigge mere velvilligt på udenlandske træarter, ikke mindst rødgran, sitka og grandis. Øget produktion vil også betyde ændret udseende af skovene. Er der politisk vilje til det?, spurgte Nicklas S. Bendtsen og lagde op til diskussion.

Masser af tal og praktiske tips

De fremmødte fik også praksisnær inspiration til højeffektiv skovdrift.

Morten K. Jensen fra Lindenborg Skovselskab holdt oplæg om, hvordan man her har skabt en højeffektiv plantagedrift med nåletræ.

Tallene imponerede.

– Vi har et kasseoverskud med rødgran og sitka på 5.000 til 6.000 kroner pr. hektar. Ja, der er altså god økonomi i nåletræsskovbruget, fastslog han.

Lindenborg har holdt sig ude af certificeringsordninger. Hovedformålet med driften er at levere træ til deres eget savværk.

Der er dog også udfordringer for Lindenborg.

– Kronvildtet er virkelig hårde ved vores rødgran. Bestandene er stigende og vildtskaderne koster os mange penge hvert eneste år, sagde Morten K. Jensen.

Ordstyrer dagen igennem var Esben Møller Madsen.

jma@skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne