Levende hegn og små beplantninger er vigtige levesteder for en række vildtarter. Udover den lægivende effekt skaber beplantningerne også variation i landskabet. Denne artikel beskriver, hvilke muligheder du har for at forbedre levestederne for vildtet på din ejendom.

Nyplantet læhegn

Den gode vildtremise

Vildtremisens primære formål er at være skjulested, hvor vildtet kan opholde sig i fred. Samtidig skaber den gode vildtremise variation i landskabet og fungerer som fødegrundlag og levested for en lang række fugle, insekter og pattedyr.

Efterhånden som markerne bliver større, bliver det endnu vigtigere med disse oaser, hvor vildtet kan opholde sig mellem fourageringsperioderne og i tilfælde af forstyrrelser. Den ideelle beplantning holder vinden ude og lukker solen ind. Derfor skal vinden ledes op over bevoksningen og plantetallet må ikke være højere end at solen kan nå ned til jordbunden.

Der skal altså yderst etableres en fodpose af lave buske, som skaber læ i bunden. Indenfor plantes gradvis højere træer og buske, som bryder vinden og skaber læ. I kernen af remisen bør vælges lystræarter, som tillader en vigtig undervækst af urter og evt. buske.

Dog er det også en fordel med én eller flere holme af grantræer, som yder læ og skjul også i vinterhalvåret. Det er vigtigt, at nåletræerne bevarer grønne grene til jorden. Derfor kan de med fordel topkappes i ca. 1,5 m højde hvert 2.-3. år.

Alt efter størrelsen på beplantningen er det ideelt med lysninger inde i remisen, gerne hvor vegetationen kan holdes kortklippet. Er der mulighed for at holde pletter med bar jord og evt. tilgang til blankt vand, så er det til stor gavn for især fuglevildtet.

Det er vigtigt at pleje remisen, så der fortsat er bundlæ og adgang for sollyset. Plejen består i udtynding og nedskæring.

Det vildtvenlige levende hegn

Levende hegn fungerer også som skjulested og fødekilde for en lang række vildtarter, men den vigtigste funktion er som ledelinier og spredningskorridorer i landskabet. Derfor får hegnene endnu større effekt på vildtplejen, når de etableres i forbindelse med nye eller eksisterende remiser og bevoksninger.

Et hegn må ikke være som en mur, da der så skabes meget turbulens i vinden både foran og bagved læhegnet. Den bedste lævirkning opnås således, når 25-30 % af vinden får lov at passere gennem hegnet. Som tommelfingerregel skal man kunne se gennem hegnet med blade på, men ikke kunne afgøre hvilken afgrøde, der er på den modsatte side af hegnet.

Dette stemmer godt overens med det vildtvenlige hegn, som faktisk skal være så åbent som muligt. Derved opnås et godt fødegrundlag i form af urter og insekter inde i hegnet som oven i købet normalt ikke forstyrres af sprøjtemidler fra markdriften.

Hvis du vil vide mere

Bøger:

-Den ny jæger, 2002, Miljøministeriet og Danmarks Jægerforbund

-Politikens Jagtbog, 1998, Jørgen Fog.

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne