Lys for enden af tunellen
Afsætningen af årets produktion af juletræer hos Skovdyrkernes medlemmer har som ventet været udfordrende, men der arbejdes fortsat intensivt med salget.
Med optimistiske briller kan vi sige, at der trods alt er lys for enden af tunellen. Den er blot noget længere end sædvanligt. Opkøbere og grosister er længe om at afgive ordre i håb om, eller frygt for, prisfald i løbet af sæsonen. Dette er fulgt op af et meget henholdende prisleje og i nogle tilfælde opstrammet sortering selv på de gode kvaliteter.
Pris og kvalitet
Skovdyrkerne og Green Product forsøger dog at fastholde priserne på primatræer og store træer her i efteråret, da det er vores overbevisning at der ikke er tilstrækkeligt af disse på markedet.Samtidig fastholder vi kvalitetslinjen på disse på niveau med sidste år.
Den generelt sene sæson har medført en del usikkerhed i markedet hvilket har bevirket at udenlandske grossister bliver kontakt af producenter direkte. Det medvirker til at det psykologiske spil blot bliver forstærket.
Gode relationer til kunder og medlemmer er en fordel
De langvarige relationer til faste kunder bl.a. i gennem vores salgsselskab Green Product bærer nu igennem som en fordel. Den gensidige trofasthed mellem foreningerne og medlemmerne viser også sin værdi idet vi, i mange tilfælde, står som eneste aftager af juletræer i mindre partier og uens kvaliteter. Vi tager opgaven seriøst og gør meget for at afsætte alle træer.
Vi bliver løbende kontaktet af producenter som søger nye aftagere, men vi holder fast i vores trofaste medlemmer der gennem de senere år har afsat deres træer igennem Skovdyrkerne og Green Product.
Udfordringer i denne sæson
Det må dog erkendes, at afsætningen af mindre træer af ringe kvalitet og 3./4.sorteringstræer bliver alvorligt udfordret i denne sæson. Store frostskadede kulturer fra specielt Sauerland i Tyskland skaber et prispres på de ringeste træer. Det har en afsmittende effekt på prisen på standard træer hvor udbuddet er større end efterspørgslen. Overvejelser om at lade træer klippe til pyntegrønt eller om muligt udsætte skovningen af træerne til næste år spiller ind hos mange medlemmer.
Vi er optimistiske
Vores forventning er, at vi vil handle træer i hele november måned (så længe medlemmerne har usolgte træer) samtidig med at oparbejdningen foregår. Dette stiller naturligvis krav til vores mærkekapacitet og stor fleksibilitet hos både medlemmer og entreprenører. Det har lykkedes sidst der var mange træer på markedet og vi er optimistiske.
By: Ulrik Nielsen