Miljøstyrelsen er begyndt løbende at offentliggøre kortlagte §25-skovarealer på Danmarks MIljøportal
Selvom Miljøstyrelsen kun er cirka halvejs færdige med kortlægningen af §25 hos private, er de nu begyndt at lægge udpegede arealer ud på Miljøportalen.
I hele 2023 har staten været i gang med at registrere og kortlægge naturmæssigt værdifuld skov på private skovejendomme. Registreringen sker med hjemmel i Skovlovens §25. Miljøstyrelsen kontakter altid ejeren inden de kommer forbi for at tjekke om arealer falder indenfor §25-skov (Naturmæssigt værdifuld skov). Er du ikke blevet kontaktet, er det enten fordi du ikke har udpegede arealer, eller fordi Miljøstyrelsen endnu ikke har været forbi. Du kan se på nedenstående link se, om du har arealer i din skov, der potentielt kan blive udpeget som naturmæssigt værdifuld skov.
Miljøstyrelsen har netop meddelt, at registreringerne bliver offentliggjort på Danmarks Miljøportal, efterhånden som kortlægningen skrider frem. Kort og data som endnu ikke er kvalitetstjekket er mærket med ‘Ikke godkendt’. Miljøstyrelsen forventer at offentliggøre den endelige landsdækkende kortlægning med udgangen af 2024.
Se skovnaturen her (Vejledning til brug af kortet: Klik på cirkel ud for ”vælg område” i boksen øverst til venstre. Træk en cirkel på kortet. Zoom ind på kortet med ”+”.)
Der er indtil videre kortlagt cirka 6.000 ha værdifuld skovnatur hos private – disse er kortlagt og registreret på portalen.
Læs hele nyheden fra Miljøstyrelsen her.