Skovdyrkerforeningen Syd har mistet en god medarbejder. Gunner døde fredag d. 6. januar pludseligt i sit hjem. Gunner var siden 1981 skovarbejder for det der dengang var kendt som Skovdyrkerforeningen Vejle og efter fusionen i 2009 forsatte han sit virke som skovarbejder ved Skovdyrkerforeningen Syd. Gennem tiden har han været med til, at opdrage adskillige skovfogeder og skovarbejdere. Han var en dygtig, loyal og vellidt medarbejder, der altid ydede en ihærdig indsats til foreningens og medlemmernes bedste. Ved mange entrepriseopgaver hos medlemmerne, blev der specifikt bedt om, at det var Gunner der kom og løste opgaverne – så blev det gjort med grundighed og omtanke. For Gunner var en mand der gik op i sit arbejde og lavede ikke noget halvt. Men der var selvfølgelig også altid plads til en sludder med skovejerne, når man rendte ind i Gunner i skoven. Efter 35 år i det samme distrikt, havde Gunner tilegnet sig en bred viden om de forskellige småskove og skovejere, som ikke vil kunne erstattes. Gunners positive indstilling til arbejdet i skoven og hans omgængelige natur, vil blive savnet af både kolleger og medlemmer.

Jeg nåede desværre kun, at møde Gunner nogle få gange siden min start som skovrider d. 1. oktober 2016, men mit indtryk står helt mål med alle de positive tilkendegivelser jeg har fået om Gunner. Tak Gunner – for alt det du har været for foreningen, kollegerne og medlemmerne. Du vil i allerhøjeste grad blive savnet af os alle, og tankerne går især til familien i denne svære tid.

Æret være Gunners minde.

Henrik Fredslund

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne