Naturlig foryngelse af bøgetræer

Olden

De mange gamle, næsten rene bøgeskove vi har, er resultat af skovbrugeres jordarbejde og forkærlighed for bøg. Bøgens olden, bog, udvikler sig vanskeligt til en bøgeplante, hvis ikke den kommer rigtig ned i jorden. I de fleste bøgeskove ligger der et lag af uomsatte blade på jorden, og falder bogen på et sådant bladlag, er den for det første meget udsat for at blive ædt af fugle og mus.

Overlever bogen svampeangreb om vinteren og spirer den om foråret, så er den sjældent i stand til at sende sin kimrod igennem et bladlag og få fat i den fugtige mineraljord, før forårstørken sætter ind. Derfor må der foretages jordarbejde, enten ved at harve, eller ved at pløje striber med en tallerkenplov eller en overfladisk arbejdende dobbeltplov, der blotter mineraljorden.

Vejledning til jordbearbejdning med harve

Efter at man har fjernet uønsket opvækst (Vorwuchs), hyldebuske, tjørn m.v. gennemføres jordarbejdet i september – oktober. Når oldenen er faldet, omkring 1. november, bør man harve den ned i jorden med en let harve. Under meget gunstige jordbundsforhold kan man måske nøjes med en enkelt harvning, der da foretages i slutningen af oldenfaldet. Maskinerne må ikke komme for tæt på overstanderne.

Godt oldenfald er vigtigt!

Sædvanligvis laver man kun jordarbejde til selvforyngelse, når man har håb om et godt oldenfald, dvs. at der falder hundrede til flere hundrede bog pr. m2.

Erfaringen viser nemlig, at der skal være temmelig mange planter pr. m2, for at man kan opnå en tilfredsstillende foryngelse. Ofte går de allerfleste af planterne til som følge af kimbladskimmel, vildtbid, frost, musegnav, tørke osv. allerede inden foryngelsen er blevet knæhøj.

Der skal derfor helst være 10–20 planter pr. m2 ved første vækstsæsons slutning. De sikreste selvforyngelser får man selvfølgelig, hvis græs og anden vegetation er sprøjtet væk, og der straks sættes hegn, hvilket bliver mere og mere påkrævet med den stigende vildtbestand.

Vigtigt med lys 

De unge bøgeplanter skal have lys for at overleve. På den meget gode jord kan man nok vente med at lysne, i form af en kraftig gennemhugning, til man har set, om der er kommet planter nok. På de mellemgode og dårligere boniteter bør man derimod foretage gennemhugning allerede vinteren efter oldenfaldet, men ikke hugge stærkere, end at skoven vil kunne slutte sig igen, hvis selvforyngelsen mislykkes.

Tynding 

Når så foryngelsen har sat sig ordentlig fast, må man tynde igen efter et 3–5 års forløb. Ved denne og de følgende lysningshugster fjernes først og fremmest træer med dybe kroner, som skygger for koncentreret på opvæksten. Man bør holde øje med de små bøgeplanters topskud. Hvis de bliver for korte og lægger sig om på siden, så får de for lidt lys. Indtil bøgene er blevet knæhøje, skal man passe på ikke at give for meget lys ad gangen, så græsset tager overhånd.

Afvikling af skærmtræer 

Hvor hurtigt skærmen derefter bør afvikles, afhænger også af den gamle bevoksnings kvalitet. Det kan være rart at beholde nogle gode overstandere, som har en stor og værdifuld tilvækst. På den anden side, er det meget nemmere at få træer ud, så længe opvæksten ikke er mere end en meter eller to høj, så man kan køre i den. Den kan nok komme til at se noget medtaget ud efter hugsten, men alligevel vil foryngelsen hurtigt slutte sig igen.

Et tredje moment, der bestemmer skærmens afviklingshastighed, er opvækstens behov for beskyttelse mod forårsnattefrost. På frostudsatte steder bør opvæksten være ca. 4 meter høj, før skærmen afvikles helt.

Forholdsregler ved fældning af overstande

Ved fældningen af overstanderne kan fældeskaderne reduceres betydeligt ved:

1. At undlade at skove og køre træ ud i hård frost, hvor de små bøge knækker, når der bliver slået hårdt til dem.
   • Ved at fælde overstandernes kroner ud på spor eller i eksisterende huller i foryngelsen og ved eventuelt at fælde flere træer ned i samme hul.
   • Ved at trække de fældede træers grene ned, så de ikke bliver hængende i planterne.
   • Ved at tage særlige hensyn til udslæbning ved fældningen, således at kævlerne ikke skal drejes eller køres unødigt rundt.
   • Ved at efterlade de sidste overstandere langs kanterne af bevoksningen, således at de kan fældes ud af foryngelsen.

Mislykkede selvforyngelser

Uanset godt jordarbejde og rigeligt oldenfald er det ikke sjældent, at selvforyngelser mislykkes, eller mislykkes stedvis. Man kan lappe sammen på dem ved at lave jordarbejde igen næste oldenår, men ofte er det simplere og tilstrækkelig godt at efterbedre de største huller, når der ikke mere skal fældes overstandere ned i disse.

Efterbedringsarter

Gode efterbedringstræarter er rødgran, douglasgran og lærk. Rødgranen har den fordel, at den normalt ikke skal beskyttes mod vildt, hvad de to andre træarter skal, hvis der er hjortevildt i skoven. Douglasgran og lærk kan dog holdes i længere omdrift end rødgranen, og dermed bedre følges med bøgene hele livet, hvilket er ønskeligt, hvis hullerne i selvforyngelsen er store.

Naturforyngelser og selvforyngelser er nogenlunde billige og derfor en økonomisk og overkommelig måde at lave løvskov på. Samtidig giver disse naturlige foryngelsesmåder nogle meget smukke skovbilleder, der måske i nogen grad kan kompensere for besværlighederne.