Ny forskning kan forlænge træets holdbarhed
Emil Thybring arbejder med at modificere træ. Det handler om at udvikle metoder til at gøre træ mere holdbart – uden giftig imprægnering. Forskningen har potentiale til at rykke arter som poppel og grandis op i superligaen for langtidsholdbart tømmer.
Emil Thybring forsker i modificering af træ. Helt forenklet handler det om at ommøblere på træets molekylære opbygning for at forhindre vandindtrængning i træ.
– Tørt træ rådner nemlig ikke. Derfor er der et enormt potentiale i at holde træ tørt i fugtige miljøer, siger lektor Emil Thybring, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.
Flere metoder
En af metoderne hedder acetylering. Det er en metode, som har vist gode resultater.
– I laboratoriet har jeg lige arbejdet med hexanoylering. Det er lidt som acetylering, men de indsatte molekyler er større. Det har god effekt, siger Emil Thybring.
Netop acetylering er ifølge forskeren en af de lovende metoder.
– Det er en ufarlig imprægnering. Det foregår med eddikesyre-anhydrid, der reagerer kemisk med træet under opvarmning. Teknikken er allerede i kommerciel brug i dag blandt andet i Holland. Fabrikken giver 25 års levetids-garanti på nogle produkter i jordkontakt. Så der er virkelig et godt potentiale, fastslår han.
En anden metode hedder furfurylering.
– Furfurylering handler om, at man sætter små molekyler sammen til store inde i træet. Bagefter har vandmolekylerne ikke så meget plads inde i træet, siger han.
Store perspektiver
Forskeren ser store perspektiver i at forbedre holdbarheden af dansk træ.
– Forestil dig en stolpe af dansk poppel eller af dansk grandis, som anvendes i jordkontakt og holder i 25 år. Det potentiale er der i modificering. På sigt vil vi kunne opgradere lokale danske træarter med egenskaber, som ellers indtil nu har været forbeholdt tropisk løvtræ og trykimprægneret træ, lyder det.
Det er der store perspektiver i – både for klimaet, samfundet og de lokale danske skovejere.
– I dag importeres omkring en million kubikmeter tropisk træ til Europa hvert år. Samtidig sælges der 6,5 millioner kubikmeter trykimprægneret træ på det europæiske marked, oplyser Emil Thybring.
Læs mere i det nye december-nummer af Skovdyrkeren, som lige er udkommet.
jma@ skovdyrkerne.dk
Videoen her optog vi, da vi besøgte Emil Thybring på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning