Regeringens nye energiudspil er netop fremlagt. Det indeholder gode elementer, mener Skovdyrkerne og peger sammen med Dansk Skovforening på planen om at lægge mere elproduktion over på vind og sol.

Men desværre mangler udspillet fokus på produktion af grøn gas.

Sol og vind i elforsyningen kræver mere backup, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. For at løse den udfordring, er det oplagt at udnytte de kæmpemæssige investeringer, der allerede er foretaget i naturgasnet, gaslagre og gasdrevne kraftvarmeværker.

– Men gassen skal gøres grøn, og den grønne gas skal være billigere. Det er i den forbindelse godt, at regeringens udspil lægger op til, at biogas og termisk forgasning af biomasse bliver sidestillet. På den måde kan gevinsterne ved at kombinere de to teknologier udnyttes. Men det kræver, at der etableres støtterammer, der kan få erhvervslivet til at investere i området. Her er regeringens ambitioner helt utilstrækkelige, mener Skovforeningens direktør Jan Søndergaard.

Det er ærgerligt, at udviklingsmulighederne for den grønne gas er næsten ikke eksisterende.

– Dermed får dansk skovbrug svært ved at sikre den øgede træproduktion, der er nødvendig, når den sidste og vanskeligste del af den grønne omstilling skal gennemføres, vurderer han.

Der er brug for biomasse fra skovene

Ambitionen er, at samfundet skal være fossilfrit i 2050. Eksperter er enige om at mangel på biomasse kan blive en af de største barrierer for fuldstændig overgang til vedvarende energi.

Biomasse til energi skal i stor udstrækning komme fra skovene. Verdens efterspørgsel på fødevarer stiger nemlig, og store landbrugsarealer forventes at gå ud af produktion på grund af klimaforandringer. Det er derfor ikke realistisk i stor stil at flytte arealer fra fødevare- til energiproduktion.

Skovejerne har brug for afklaring

Dansk skovbrug har en eksisterende plan for, hvordan produktionen af træ til energiformål kan øges. Den indebærer at skovejerne skal investere yderligere.

Derfor mener Skovdyrkerne sammen med Dansk Skovforening, at det er vigtigt, at der nu kommer politisk afklaring af, hvordan energisystemet skal se ud om 20 til 30 år.

Afsætningen af træ til energi sker i dag til kraftvarme- og fjernvarmeværker.

– Den afsætning har skabt nye dyrkningssystemer, som giver miljøfordele, øget CO2-binding og på sigt et øget flisudbud. Men afvikles den gamle afsætning hurtigere, end de nye starter op – så vil det betyde svigtende investeringer. På grund af skovbrugets lange produktionstid vil det føre til mangel på biomasse, netop når vi får mest brug for den, siger Jan Søndergaard.

Det nye energiforlig dækker perioden 2020 til 2030.

Skovdyrkerne arbejder sammen med Dansk Skovforening og HedeDanmark i ”Træ Til Energi”. Formålet er at sikre politisk forståelse for fordelene ved at bruge træbaseret biomasse i den grønne omstilling, herunder særligt forgasning.

Dansk Skovforening har skrevet en pressemeddelelse om branchens vurdering af energiforliget. Læs den ved at klikke på linket Åbner eksternt link i et nyt vindueher

jma@skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne