God økonomi i energiskov på landbrugsjord

Fødevareministeriet har for 2012 hævet etableringstilskuddet til flerårige energiafgrøder (pil eller poppel) fra 3200 til 4200 kr. Samtidig har man valgt at forøge den normale enkeltbetalingsstøtte på de pågældende arealer med 500 kr. pr. år.

Forbedringen for jordbrugerne skal formodentlig ses i lyset af den meget ringe søgning, der har været i de foregående år.

De forøgede tilskud vil blive værdsat af landmænd, der overvejer, om en tilplantning med f.eks. poppel kunne være interessant. Skovdyrkernes beregninger viser, at driftsøkonomien er god.

De store tilskud skævvrider

Set med samfundets øjne er det imidlertid et faktum, at man med de forøgede tilskud skævvrider markedet for hjemligt produceret biomasse.

Markedsprisen for flis til varmeværkerne er i størrelsesordenen 40-50 kr. pr. GJ (gigajoule – en energienhed). De nævnte tilskud svarer ved en normal, vellykket produktion til omkring 16 kr./GJ, det vil sige 30-40% af salgsprisen for flisen.

Hvis produktionen er mindre vellykket, og der derfor produceres mindre energi pr. hektar, kan støttebeløbet komme helt op på 100% af den endelige salgspris. Detses på en del af de pilearealer, der ikke er passet intensivt med ukrudtsbekæmpelse og gødskning.

Ingen tilskud til biomasseproduktion i skovene

Dansk Skovforening, som er skovbrugets brancheorganisation, har i en pressemeddelelse protesteret mod forhøjelsen af tilskuddene. Skovene får hverken etableringstilskud eller løbende enkeltbetalingsstøtte, men skal levere sin råvare ud på det samme marked som landmændene, hvis produktion er kraftigt understøttet. Det virker ikke fair.

Skovdyrkerne og resten af skovbruget går ind for produktionen af biomasse – såvel i skovene som på landbrugsjorden. Men det bør ske på lige vilkår. Hvis samfundet vil give støtte for at fremme produktionen, bør støtten følge den producerede mængde bioenergi uanset hvor den kommer fra – og ikke kun gives til produktionen på en bestemt type arealer (landbrugsjorden).

Vi har også svært ved at forklareskovejerne blandt vore medlemmer, at hvis de planter popler i skoven, så er der én økonomi i produktionen. Men hvis de samme popler plantes på landbrugsjord, så er økonomien langt bedre.

Støtte forvrider. Større støtte forvrider mere.

Per Hilbert (phi@remove-this.skovdyrkerne.dk)
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger

By: Per Hilbert

Nyheden er skrevet af:

Per Hilbert

Skovrider emeritus