‘Statens skovdrift er naturpopulisme’

Af Finn Helles, professor emeritus, Københavns Universitet (artikel sendt til JyllandsPosten)

Staten ejer en fjerdedel af landets skovareal og det administreres af Skov- og Naturstyrelsen. Begrundelsen for overhovedet at have et statsligt skovbrug er at det sikrer de langsigtede hensyn der et fundamentalt vilkår for skovdrift. På trods af Skovloven er der mere spillerum for kortsigtede udsving i det private skovbrug – for modeluner.

Nu har Skov- og Naturstyrelsen formuleret en ny profil som tydeliggør at den fører an med kortsigtede hensyn. De er udtryk for den rene naturpopulisme, uhæderligt camoufleret som ’naturnær skovdrift’ og ’naturgenopretning’. Hvem vil ikke gerne have ’naturnær’ skovdrift og genoprette ødelagt natur? Tendensen har været der længe, men nu bliver den dominerende.

Udlægningen af ’naturnær skovdrift’ er uhæderlig fordi begrebet fortolkes sådan at skoven kan overlades til sig selv – den ’planter sig selv’ som det hedder i en pressemeddelelse. Det gør den måske nok, men med et dårligt resultat. Eksempel: i en bøgebevoksning i Grib Skov kommer der meget få nye planter op fordi der ikke hegnes imod råvildt. Men det er kun i Skov- og Naturstyrelsens udlægning af ’naturnær skovdrift’ at der ikke må sættes hegn.

Udlægningen af ’naturgenopretning’ er uhæderlig fordi den drives ud i det absurde – selv om den hævdes at følge en regeringsbeslutning. Eksempel, igen fra Grib Skov: i en bevoksning af 80-årige bøge lukkes grøfterne – det er naturgenopretning, men træerne ødelægges.

Skov- og Naturstyrelsen fortier at den økonomiske ressource som statsskovene udgør, misrøgtes. Alting skal være bæredygtigt – men det er statens skovdrift ikke. Bæredygtighed er en skammel med tre ben: økologiske, økonomiske og samfundsmæssige hensyn. Man sidder ikke sikkert hvis et og et halvt ben skæres væk.

Og der er intet i vejen for at de tre hensyn kan kombineres. Naturligvis skal fortidens naturødelæggelser genoprettes – men det hele behøver ikke at blive et museum. Priserne på træ er lave i øjeblikket – men intet tyder på at det fortsætter. Selv Sverige er alvorligt bekymret for at der fremover ikke er træressourcer nok. Og der er intet der viser at publikum foretrækker en uplejet, ’vild’ skov for en velplejet skov.

Det er let at få en mistanke om at omlægningen af statsskovdriften bunder i besparelseshensyn. De er politisk bestemt – men så har Skov- og Naturstyrelsen ikke været dygtig nok til at forklare politikerne at omkostningsminimering et farligt driftsprincip. Det er billigt at lade skoven passe sig selv – men resultatet bliver en ressource af meget dårlig kvalitet. Lad skoven vokse ’vildt’ i 20-30 år, så vil det tage mere end 100 år at genskabe kvalitetstræ. Der kommer penge i kassen ved at fælde de 80-årige bøge, men så er de altså væk – oven i købet før de har nået den mest værdifulde alder.

Vi har bygget skovene op igennem 200 år – hvorfor ødelægge dem, på de næste generationers bekostning, når det slet ikke er nødvendigt? Og for resten: har statsskovene ingen rolle i energi- og klimaproblematikken?

Se en samlet oversigt over debatten om statens skovbrug, klik på linket nedenfor.

By: Per Hilbert