Pyntegrønt 2016
Så er klippegrøntsæsonen slut og det er tid til at gøre status. Sæsonen er forløbet godt, med et jævnt træk gennem hele perioden fra 1. oktober til begyndelsen af december.
Nobilis
Igen i år har der været fin efterspørgsel på nobilis. I praksis er alle salgbare varer blevet oparbejdet og solgt. Vi oplevede generelt at der kom mere ud af de enkelte bevoksninger end forrige sæson, hvor kogler og hanblomster betød lavere udbytte. Der var fin sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel.
Inden for liftklip har der i dele af landet dog været udfordringer med afsætningen af små liftklip-bevoksninger i nobilis. Traditionelt set afsættes hovedparten af liftklip-bevoksningerne til selvklippere. Disse efterspørger i højere grad store og homogene kulturer.
Nordmann
For nordmannsgran forventede vi en lavere efterspørgsel og et stort udbud. Vi oplevede prisfald, men har faktisk haft en større efterspørgsel end forventet. Der er også solgt en del sekundavarer, som kan være klippet i formregulerede juletræer af ringe kvalitet. Varen skal fortsat være grønt, men varen behøver ikke være en regulær 3-krydsvare, som vi kender den.
Tak for i år
Skovdyrkerne takker producenter og samarbejdspartnere for en god klippegrønt-sæson, og ser frem til næste år.