Referat af temaaften juletræer 13.03.24
Skovdyrkerforeningen Nord-Østjylland afholdt den 13. marts temaaften for 25 tilmeldte medlemmer omhandlende juletræer.
Skovdyrkerforeningen Nord-Østjylland afholdt den 13. marts temaaften for 25 tilmeldte medlemmer omhandlende juletræer.
Efter velkomst af skovrider Peder Gregersen kunne direktør for Green Product, Henning Post berette, at det endelig ser ud til, at der kommer prisstigninger på juletræerne. Dette skyldes en nedgang i udbuddet fremadrettet. Juletræsansvarlig Søren Lundgaard fortalte derefter om sæson 2023 for SNØ. 2023 indbragte bedre priser for producenten, men desværre steg omkostningsniveauet på entreprise i forbindelse med oparbejdning af juletræer og pyntegrønt betragteligt. Salgspriserne kommer dog til at se bedre ud i fremtiden.
Søren Løth fra Hjorthede planteskole A/S var indbudt til at fortælle om de spændende nye danske provenienser indenfor Nordmannsgran. Disse træer ser ud til at være nemmere at forme som kunderne ønsker det, de er smallere og mere etageret.
Henning Post fortalte yderligere om grossistforeningens besøg ved juletræsproducenter i Canada, hvor man producerer på en anderledes måde end i Europa. Det nordamerikanske marked er i modfase til det europæiske, hvilket gør at man som canadisk producent kan afsætte alle produkter til en høj pris.
Slutteligt blev der lagt op til debat, hvor man fra foreningens side ønskede de fremmødtes mening om, hvad foreningen kan gøre bedre for dem som medlemmer. Konklusionen blev, at man er tilfreds med rådgivningen, mens muligheden for afsætning gennem foreningen skal forbedres. Yderligere ønskede foreningen de tilstedeværendes ideer til, hvordan man i fremtid kan give nye juletræsdyrkere lyst til at starte op med en produktion. Konklusionen her er at det er en svær opgave at løse. Her siger foreningen tak for de skriftlige svar med gode ideer, der er sendt efterfølgende.