Regeringen vil fordoble skovrejsningspulje
Regeringen vil fordoble tilskudspuljen til privat skovrejsning og tilfører yderligere 65 millioner i 2020, fremgår det af nyt finanslovsudspil.
Regeringen lægger op til at fordoble puljen til privat skovrejsning. Det fremgår af det finanslovsudspil, som regeringen har fremlagt i dag.
I oplægget til finansloven for 2020 er der tilført 65 millioner.
– Der er afsat yderligere 65 millioner kroner i 2020, som finansieres af de fleksibilitetsmidler, der ikke er anvendt under øvrige ordninger, fremgår det af det netop offentliggjorte lovforslag.
Sammen med de allerede afsatte fem millioner kroner ender det samlede tilskudsbeløb på 70 millioner kroner i 2020.
Det er en fordobling i forhold til de senere år, hvor den årlige tilskudspulje til privat skovrejsning har været på 35 millioner kroner.
Vil imødekomme flere ansøgere
Skovrejsning er et vigtigt indsatsområde, mener fødevareminister Mogens Jensen (S).
– Vi oplever en massiv interesse for at hjælpe klimaet, naturen og biodiversiteten ved at plante ny skov. Pengene er blevet revet væk de seneste år og for at kunne imødekomme flere ansøgere, har vi fundet penge til at gøre puljen dobbelt så stor som oprindeligt, siger Mogens Jensen i en skriftlig kommentar til landbrugsavisen.dk.
Han mener, at nye skove er helt centrale i at beskytte vandmiljøet mod kvælstof og samtidig optage CO2 til gavn for klimaet.
Ny ordning
2020 er sidste år med den nuværende tilskudsordning.
Skovrejsningsordningen er medfinansieret af EU, og en eventuel ny ordning er en del af de igangværende forhandlinger om EU’s fælles landbrugspolitik, de såkaldte CAP-forhandlinger.
I det nye oktobernummer af Skovdyrkeren slår miljøminister Mogens Jensen fast, at det er en prioritet for regeringen, at der også efter 2021 skal være incitamenter for den enkelte landmand til at omlægge landbrugsjord til skov.
jma@skovdyrkerne.dk