Renholdelse med le eller kratryder

Straks efter plantningen dækker planterne kun en lille del af jorden, og der vil udvikle sig en vegetation på kulturarealet, som kan hæmme træplanternes vækst eller ligefrem ødelægge planterne. Høj vegetation af hindbær, brombær, nælder, ørnebregner m.v. kan blive så voldsom, at det er helt nødvendigt at hjælpe planterne, hvis de skal overleve. Den simpleste – og i reglen bedste måde – er at slå en sådan vegetation med le eller en kratryder. Begge redskaber skal  være så robuste, at de også kan klare skud af uønsket trævækst.

Løvtrækulturer tåler ikke sprøjtemidler særlig godt. Man bør klare sig med leen eller kratryderen. Samtidig med slåning af kulturerne, bør man naturligvis fjerne kaprifolier og humle, der generer træerne, ligesom man kan fjerne overflødige topskud. Det er nemlig ikke sjældent, at nåletræer på grund af skader har dannet flere topskud, eller at løvtræer er blevet tvejede. Disse skader udbedres let med leen, eller med kniv eller saks.

Græsvegatation

Mest ugunstig for kulturplanterne er en tæt græsvegetation, som bruger så meget vand, at der ikke bliver nok til planterne. En tæt græspels forøger også frostfaren, idet den danner en dyne, der forhindrer jordvarme i at afgives i kolde nætter. Samtidig skaber en græspels gode betingelser for mus og dermed for musegnav om vinteren. Særlig ondartet er et tæppe af bølget bunke på let jord, og på mere begrænsede lokaliteter kan rørhvene være slem.

Urter, lupin og kaprifolie

Bredbladede urter er gennemgående behagelige naboer for planterne, såfremt de da ikke bliver så store, at de overvokser og kvæler planterne. l så fald må de enten trædes ned eller slås med le. Også flerårig lupin, som på let jord undertiden sås samtidig med at kulturen anlægges, kan blive så voldsom, at det kan blive nødvendigt at fjerne den omkring planterne.

Mekanisk bekæmpelse af ukrudt ved harvning er mulig, men anvendes dog sjældent på gammel skovjord. Ukrudtssprøjtning kan foretages med forskellige midler. Disse afhænger af træart og ukrudtstyper.

Særlig opmærksomhed må vises kaprifolium, som i modsætning til den øvrige ukrudtsvegetation kan blive ved at plage kulturerne i mange år. Passer man ikke på, kan man komme ud for, at unge nåletræplantninger, når de er blevet en snes år gamle, indeholder en mængde træer med knækket top, fordi stammerne er blevet snørede af kaprifolier.

Uønsket opvækst af andre træarter

Hvis der bliver slået i kulturerne, fjerner man samtidig hermed uønsket opvækst af andre træarter; men ikke sjældent kan en kultur dog komme igennem uden slåning eller renholdelse i de første år, og der kan da indfinde sig opvækst af hurtigtvoksende træer og buske, der hæmmer kulturtræarten ved at overvokse den. I sådanne tilfælde må man på et ikke for sent tidspunkt gennemgå kulturerne og fjerne uønsket opvækst.

Birk er vel nok den hyppigste art til at indfinde sig, men også pil, røn, eg, elm, hyld, roser m.v. kan det blive nødvendigt at fjerne på et nogenlunde tidligt tidspunkt. Man kan hertil bruge en udrensningsøkse med udskifteligt blad, en let almindelig økse eller kratrydder. Fjernelse af træagtigt “ukrudt” – herunder kaprifolium foretages sidste gang, når nåletrækulturen lige har sluttet sig, da der derefter kommer nogle år, hvor det er vanskeligt at komme ind i kulturen.

Hvis der anvendes ammetræer, må man passe på at få disse stammet op i takt med, at kulturen vokser til. Ammetræerne skal tyndes på en sådan måde, at de ikke hæmmer kulturens udvikling, men alligevel beskytter den mod frost. Når der ikke mere er behov for denne beskyttelse, hugges ammetræerne.

Udrensning i naturlig løvtræsforyngelser

Udrensning i naturforyngelser udføres først med udrensningsøkse, senere med økse eller kratrydder. Hvis nogle træer er blevet for store og ubekvemme til denne behandling, kan de ringes. Det gøres ved at skrælle, eller flå, barken helt af dem i et bredt bælte hele stammen rundt. Da roden herefter ikke får tilført næring fra kronen, dør træet langsomt – med mindre der er så lyst, at der nedenunder ringningen kan udvikle sig skud, der kan forsyne roden med den nødvendige næring.

Samtidig med udrensningshugsterne kan man indlægge spor. Det gør det også nemmere at holde styr på, at man får hele foryngelsen med i behandlingen.

I regelen må naturlige foryngelser udrenses flere gange, inden man begynder at få salgbart materiale ud af dem. Hvis man har mange naturlige foryngelser, kan det måske komme på tale at anskaffe eller låne en kratrydder.