Så går vi rundt om en enebærbusk. En forfejlet dansk politik?
Skovejer Bendt A. Sloth, tidligere formand for Skovdyrkerforeningen Vestjylland, har sendt os denne 'spids', hvor der gøres op med begrebet hjemmehørende træarter.
Skovejer Bendt A. Sloth, tidligere formand for Skovdyrkerforeningen Vestjylland, har sendt os denne ‘spids’, hvor der gøres op med begrebet hjemmehørende træarter.
I de senere år er der i forbindelse med ønsket om mere skov og flere og mere varierede læhegn, samt genrejsning af stormfaldsramte skove vedtaget love med mulighed for tilskud. Tilskud gives, alt efter det plantevalg ejeren træffer, og så skulle alt være såre godt.
Men tilskud er som bekendt meget adfærdsregulerende, ikke mindst når økonomien strammer til, og da tilskudsbeløbet i størrelse varierer meget alt efter plantevalg og sammensætning, kan man konstatere, at Skov- og Naturstyrelsen pt. har taget førergreb på dansk natur og på de danske skoves fremtidige udseende og måske ikke mindst (manglende) økonomi.
De hjemmehørende
Der er talt og skrevet meget i de seneste år i anden sammen-hæng om integration og om det udbytte og densynergieffekt, der kan fremkomme, når diversiteten er til stede blandt mennesker.
Det er derfor helt uforståeligt for praktisk/økonomisk skovbrug (det som skulle være bæredygtigt), at man systematisk ønsker at fremme de såkaldt hjemmehørende træer på bekostning af en række andre arter, der på fortræffelig vis kan understøtte naturen i den blandingsskov, som vel ret beset er den skovtype, der bedst lever op til stabil økonomi, skønhed og ikke mindst et omskifteligt vejr.
Har man helt glemt, at det var fremmedarbejderen, tyskeren von Langen, der kom til landet for ca. 225 år siden -hidkaldt af kongen for at genrejse et skovbrug, som lå i ruin. Von Langen løste med stor succes opgaven, idet han indførte mange af de træarter, som vi i dag er vant til at se i skovene, og som i mange tilfælde udgør rygraden i økonomien. Det gælder rødgran, sitkagran, nobilis, grandis, ædelgran, lærk, douglasgran med flere.
At være hjemmehørende er ingen garanti for vækst og sundhed
I de seneste år har vi oplevet, at elmetræet er forsvundet grundet sygdom, og i øjeblikket ser det ikke for godt ud med asketræet (billedet herunder), og sådan vil det sikkert over tid opleves med flere af de træer, som vi hidtil har satset på -også blandt de såkaldt hjemmehørende.
Det er altså ikke nogen garanti for sundhed og vækst at være ’hjemmehørende’! Derfor er der så meget mere grund til at fremme en større variation – naturligvis med fokus på provenienser (sorter), som vi har erfaring med som velegnede under vore betingelser.
Vi har brug for nåletræerne
Når stormen har raset – hvilket vi desværre har fået rigelig erfaring med i de senere år – så er det værd at bemærke, at træer som gammel lærk og douglasgran, cypres og tsuga ofte står tilbage.Det er altså ikke alle nåletræerne, der let vælter, som mange tror.
De fleste af disse er i øvrigt ’rødkærnede’ fra naturens side, det vil sige på naturlig vis imprægneret til bedre at kunne modstå råd sammenlignet med mange andre løv- og nåletræer. Netop de rødkærnede nåletræarter burde have Skov- og Naturstyrelsens bevågenhed, eftersom man derved kunne mindske brugen af mange af de kemikalier, der i dag bruges til at gøre andet nåletræ langtidsholdbart.
De nævnte træarter har endvidere den fordel, at de synes villige til selvforyngelse og flere af dem (bl.a. tsuga) er stabile på mange af de skovarealer, der forsumper på grund afmanglende grøftning(en del af det, der nu hedder naturnær skovdrift).
Endelig er der økonomien. At vi alle gerne vil have mere løvskov, passer fint sammen med den blandingsskov, som tidligere er nævnt, men vest for den jyske højderyg vil det være en kæmpefejl, om man glemmer nåletræet som det bærende træartsvalg.
Det brede og afbalancerede valg – contra det ensidige og modeprægede
I landbruget lærte vi i forrige århundrede at sætte jord af til læhegn. Det voldte hos mange landmænd visse problemer at afgive noget af denjord, som møjsommelig var opdyrket, men over tid fandt man ud af, at jo bedre læhegn man havde, desstørre udbytte kunne jorden mellem hegnene yde, og i tilgift fik man en mere varieret fauna.
I forbindelse med det store stormfald i 1981 havde statsskovvæsnetendnu ikke erkendt, at det samme kunne gøre sig gældende i skovbruget her i det jyske. Man fastholdt ved genplantningen efter dette stormfald i vidt omfang monokulturer af nål uden større brug af løv som ‘læhegn’ (værnskov).
Den politik, der nu forfølges, kunne se ud som om, at det forsømte skal indhentes – så godt og vel – og man kan vel også sige: bedre sent end aldrig. Jeg ser det dog som farligt, når så få træffer bestemmelser med så stor langtidseffekt. Man har jo før taget uheldige beslutninger hos de ansvarlige myndigheder. Men da resultatet først ses efter mange år, er ansvaret let at bære for dem, der burde være ansvarlige – 3 alen under mulde.
Kortsigtet støtteoptimering i stedet for langsigtet økonomi?
Derfor spørger jeg, hvor er skovdyrkerne blevet af? Hvor er debatten henne? Hvornår hører man et forsvar for en fortsat, væsentlig brug af de ikke-hjemmehørende nåletræarter i dansk skovbrug – især vestdansk skovbrug?
Tidligere fandtes der mange engagerede skovdyrkere i statsskovvæsnet og i det private skovbrug. Og jeg tror stadigvæk, at der ligger spirende kræfter gemt, men man hører dem ikke i debatten, som næsten ligger død. Man fristes til at slutte, at det er tilskuddene, der får den forstlige forvaltning i alle regier (de private administratorer, Skovdyrkerforeningerne, Hedeselskabet, ejerne selv) til at fokusere på støtteoptimering på bekostning af den langsigtede skovøkonomi.
Savværker og byggepladser uden dansk træ?
I forbindelse med de senere års stormfald har vi været glade for de eksisterende savværker her i landet, og med det nye Viskum-Nørlund savværk har vi vel pt. det mest modernei Europa. Men hvor skal de få råtræet fra i fremtiden med den nuværende skovpolitik?
Er det virkelig meningen, at træet til det danske byggeri – det kan vi bare importere fra udlandet, mens vi hygger os i vore krogede egeskove.Det er da vist en luksusholdning.
Med hensyn til oparbejdning og brug af træflis har vi udviklet en meget effektiv måde til billigt at pleje ikke mindst nåletræsbevoksningerne og også samtidig omsætte en energiressource på den mest optimale måde, til fordel for såvel skoven som de forbrugere, der nyder gavn af miljøneutral energi. Det er godt, idet det gør tyndingerne rentable, men det kan aldrig erstatte de vigtige indtægter fra salg af tømmer.
Det brede udsnit af løvtræer, som over de seneste år har fået første prioritet, hvordan skal det gå med dem? Ét er at plante løv, noget andet er at skabe kvalitetsskov med økonomi, ikke mindst vest for den jyske højderyg. For fra man planter løvtræer, og indtil man høster slutproduktet, skal der løbende udføres en omfattende og professionel pleje af bevoksningerne. Jeg kan her tvivle på, om fremtidens løvtræeffekter kan honorere nutidens lønniveau, for jeg ved, at det kun er få skovejere, der har råd til at leve op til rettidig omhu i den løbende skovforvaltning.
Slingrevals?
Derfor til slut et sidste spørgsmål: Er det en slingrevals (fra nåletrægrøften og over i løvtrægrøften), man lægger op til i de toneangivende kredse? Og i det omfang, vi får lov til at beholde nåletræerne,er det så målet, at vi skal helt tilbage til Danmarks meget hjemmehørende nåletræ – det eneste ene: Enetræet? Så kan vi jo passende her ved juletid gå rundt om en enebærbusk, for et rigtigt skovtræ bliver det nu aldrig!
Bendt A. Sloth
Skovejer, Høver Skov, Vinderup
tidligere formand for Vestjysk Skovdyrkerforening
