Skal flisen certificeres?
De store indkøbere af bioenergi, Dansk Energi og Dansk Fjernvarme har udformet nogle retningslinier, som skal dokumentere, at den flis og de træpiller, de køber, er bæredygtigt produceret. Det er dog stadig uklart, hvordan de nye regler kommer til at påvirke de danske skovejere
Især importen af træpiller fra andre kontinenter til de store danske kraftværker, hvor de skal erstatte kullene, har været ude for kritik i medierne. Det kan og vil energibranchen ikke leve med. Og når man stiller krav til det importerede træ, kommer de samme krav naturligvis også til at gælde danske flisproducenter.
Der har været arbejdet på nogle fælleseuropæiske retningslinier, men EU er ikke blevet færdig, og energibranchen har valgt at tage skeen i egen hånd. Man har taget udgangspunkt i den engelske lovgivning for biomasse-bæredygtighed.
Man kræver, at der kan dokumenteres, at
- træet er frembragt på lovlig vis
- skovenes økosystemer beskyttes
- produktiviteten i skovene opretholdes
- skovenes sundhed og vitalitet fastholdes
- biodiversiteten og særligt bevaringsværdige områder beskyttes
- de arbejdsretlige regler respekteres
- den CO2, som produktionen og afbrændingen udleder, ligger under visse grænseværdier
- der tages hensyn til en række yderligere samfundsmæssige forhold
Man kalder det en brancheaftale, men retningslinierne er egentlig ikke resultat af en forhandling med leverandørerne i skovbruget.Aftalen er i princippet frivillig for værkerne, men alle betydende værker ventes at tilslutte sig. Den nye aftale er offentliggjort i dag, den 4. december 2014.
En ny certificeringsordning
I realiteten er der tale om en ny certificeringsordning – SBP (’Sustainable Biomass Partnership’). Det er så den 4. certificeringsordning med relation til skovbruget. I forvejen har vi PEFC, FSC® og GlobalG.A.P. Den nye ordning er i modsætning til de andre tre dog ikke tænkt at skulle anvendes på ejendomsniveau – det er de købende værker, der skal certificeres. Men de vil så stille kravene videre til skovene.
Skovdyrkernes holdning
Skovbruget er overbevist om, at den her i landet producerede flis kommer fra bæredygtigt drevne skove. Træproduktion i Danmark er underlagt en lovgivning med krav om bæredygtighed, og den følges op at et lokalt skovtilsyn. Dertil kommer et tæt netværk af uddannede skovfolk, der overalt styrer produktionen.
Vi mener derfor, at dansk flis uden problemer kan leve op til de opstillede kriterier, og lever fint med, at dette kommer på papir.
Dokumentation og implementering
Det er dog endnu uklart, hvordan ovenstående skal dokumenteres. PEFC- og FSC®-certificerede skove kan umiddelbart levere flis. For de ikke-certificerede skove afprøves i det kommende forår forskellige modeller for dokumentation.
Skovdyrkerne vil under denne afprøvning arbejde for, at kravene bliver rimelige og lette at arbejde med i praksis. Vi har allerede en dialog med energibranchen. Vi satser på, at hele Danmark som geografisk område kan betragtes som bæredygtigt.
I forbindelse med afprøvningen skal Københavns Universitet i 2015 lave en kortlægning af særligt biologisk værdifulde områder i de danske skove, såkaldte ’High Conservation Value Forests’. Der må forventes at blive stillet særlige krav, når flis leveres fra disse områder.
Aftalen implementeres gradvis fra efteråret 2016 (hvor 40% af flisen er omfattet) til 2019 (hvor kravene stilles til 90% af flisen). Aftalen berører kun flis fra skovene, men ikke fra f.eks. læhegn, naturområder og lignende.
phi@ skovdyrkerne.dk