Som alle ved er der færre og færre heltidsbrug i landbruget (og skovbruget). De fleste brug går over til at være deltidsbrug, hvor der trækkes ekstra indtægter hjem til den samlede økonomi. Jordbrugsbedriften bliver så en slags nebengeschäft, som passes i fritiden.

Det kan være en fin kombination. Og samfundet er naturligvis interesseret i, at der bor folk på ejendom­mene, og at marker, skov og naturområder bliver passet. Men det er klart, at økonomien er vanskeligere på de små brug. Det er jo derfor, at der sker en strukturudvikling i landbruget hen mod større brug.

Nu har SKAT ifølge LandbrugsAvisen startet et kommandoraid mod de små landbrug, der i visse år har haft underskud i jordbruget, som de har trukket fra i deres øvrige indkomst. Mange landbocentre melder om et stærkt stigende antal sager. Heden Fjorden melder om 20 sager, LandboNord om 50 verserende sager.

Ny og mere brutal praksis

Tidligere fik folk en advarsel fra SKAT, hvor de fik at vide, at de var på observationslisten, og hvis de ikke fik overskud på deres jordbrugsbedrift, så ville den bliver erklæret som ’hobby’. Det gav folk en chance for at reagere, og måske ændre på driften.

Nu kan der ske det,at folk uden varsel’dømmes ude’ med tilbagevirkende kraft. Herved kan SKAT gå 3 år tilbage og nulstille de fradrag, man har haft. Hvorefter der er indbetaling ved kasse 1.

Direktør i SKAT, Per Jacobsen, siger til LandbrugsAvisen: ’Vi bruger ikke advarsler mere i vores nationale indsats med fokus på de mindre virksomheder. Det er ikke vores ansvar at sørge for, at virksomhederne vender et underskud. Og de har ikke krav på at få en advarsel’!

Der er vist anledning til, at Fødevareministeren tager en alvorlig snak med Skatteministeren, så der bliver sammenhæng mellem landdistriktspolitik og skattepolitik.

Hvad skal man gøre, hvis man er i farezonen?

Andetsteds her på hjemmesiden findes en artikel, hvor problemstillingen belyses, og der findes visse råd om, hvad man skal tænke på. (Link herunder)

Men vi må holde fast i, at der ikke kan kræves overskud hvert år. Og vi må holde fast i, at hvis ejendommene passes fagmæssigt forsvarligt og med overskud for øje, så er det erhverv og skal behandles som sådan.

Din skovdyrkerforening kan eventuelt udfærdige en erklæring om din drift, men en egentlig sagsbehandling henviser vi til landboforeningerne.

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne