Der har vist sig en interesse for at blive begravet i naturen – som et alternativ til de traditionelle gravpladser, enten den kultiverede kirkegård eller det åbne hav.

Der er nu etableret en lille organisation, LØVFALD, der sammen med kommunerne og lokale skovejere organiserer sådanne begravelser. Det er blevet muligt, efter at det i maj 2008 lykkedes at få ændret begravelsesloven. I princippet er det kommunen, som formelt anlægger gravpladsen, hvorefter driften af denne udliciteres til LØVFALD.

Man søger nu efter skovejere, der er villige til at lægge arealer til.

Det man behøver, er mindre arealer, f.eks. 1 ha, hvor der findes løvtræer i en vis størrelse. Boniteten er underordnet, men der skal være rimelige adgangsforhold.

Det er tanken, at der skal kunne graves 6 urner ned rundt om særligt udpegede og afmærkede træer på arealet. Hvert træ forsynes med en diskret kode, der refererer til en protokol for gravpladsen, og som angiver træets voksested i skoven og identiteten af brugsretten til de enkelte gravsteder omkring det.

Den afdødes aske gravsættes i en biologisk nedbrydelig urne eller nedfældes direkte ved foden af det udvalgte træ. Træet er eneste gravminde, og kun naturen passer gravstedet. Beplantninger, gravsten og andre naturfremmende elementer må ikke placeres ved graven.

Området omkring de udvalgte træer friholdes fra sædvanlig skovdrift med undtagelse af nødvendig oprydning og udtynding. De udvalgte træer skal garanteres af skoven mod fældning i 60 år.

I 2009 kalkuleres med en betaling til skovejeren på 1.200 kr. pr. gravsted (max 7.200 kr. pr. træ) fra foreningen LØVFALD for hele perioden.

Interesserede kan henvende sig direkte til denne på pd@remove-this.loevfald.dk. Her kan også oplyses om prisen på en gravplads.

Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger

By: Per Hilbert

Nyheden er skrevet af:

Per Hilbert

Skovrider emeritus