Skovdyrkerne til Folkemøde
Det er i disse dage, at svenskerne afholder deres ’Folkemøde’ i Almedalen på Gotland. Disse møder har været afholdt siden 2001, og har været et vellykket frikvarter for de svenske politikere og opinionsdannere. Den svenske succes blev registreret på Christiansborg – blandt andet af Bertel Haarder – og tankerne blev til et dansk folkemøde i Allinge på Bornholm. Det blev i år afholdt for fjerde gang, og Skovdyrkerne var med.
Årsagen til vores deltagelse var, at i år skal den ny skovpolitik lægges fast, og vi må konstatere, at der er mange ting på spil for skovejerne. Der er ikke mange politikere, der brænder for skovbruget. Eller ved meget om skovbrug og om skovbrugets vilkår og muligheder. Bare det at få skovbruget anerkendt som et producerende erhverv, er ikke let.
For de fleste politikere er skovene bare en del af naturen. Men skovene er så meget mere: Vi leverer træprodukter til byggeriet, flis til varmeværkerne og til kakkelovnene i de små hjem. Skovene er produktive, og de leverer nogle af de arbejdspladser, der er så vigtige i velfærdssamfundet.
Det fik vi givet udtryk for på de formelle møder og med snak med en række meningsdannere. I det hele taget er Folkemødet en gigantisk succes. Her træffes høj og lav på tværs af hele det danske samfund til en kæmpe demokratisk dialog. Vi hilste på den nuværende statsminister, og uden tvivl også på den kommende. 85.000 mennesker, mere end 2.000 arrangementer, og imellem arrangementerne sydede de uformelle diskussioner, hvor alt kan siges – også at skovbrug er et ERHVERV.
Når man ser på den aktuelle situationen i mange andre lande, så bliver man ganske glad ved at konstatere, at noget sådant kan lade sig gøre her hos os. Oven i købet uden synligt politi – undtagen dem, der skrev parkeringsbøder.
phi@ skovdyrkerne.dk