Der er ved at blive nedsat et skovpolitisk udvalg under Miljøministeriet. Det skal komme med forslag til en justeret skovpolitik. Når det sker, er der både mulighed for at få nogle ting igennem, og der er risiko for, at andre får nogle ting igennem, som man ikke bryder sig om.

Skovdyrkerne forventes at få sæde i udvalget. Hvad vil vi lægge vægt på under et sådant udvalgsarbejde?

Bæredygtighed – produktionen bør opprioriteres igen

1) Det vigtigste for os er nok, at man bevarer balancen mellem skovens forskellige funktioner, det vil sige mellem produktionen, naturindholdet og publikums benyttelse af skovene. Og at man samtidig bevarer respekten for alle tre funktioner.

Nogen vil også udtrykke det sådan, at vi skal sikre, skovbruget også fremover er bæredygtigt – både økonomisk, biologisk og samfundsmæssigt. Ogat vi fastholder en balance mellem ’benyttelse’ og ’beskyttelse’.

Vi mener blandt andet, atet sådant udvalgsarbejde bør slå en streg under specielt den produktive funktion. Den har været under politisk pres og derfor nedprioriteret i en del år. For almenheden ernaturindholdet og færdselsmulighederne langt mere åbenbare og vigtige. Mens produktionen i første omgang er skovejerens bekymring, og i anden omgang samfundets.

Derfor er der en generel tendens til, at de to førstnævnte hensyn kommer i forgrunden i debatten, mens produktionsaspektethele tiden er i fare for at glide ud. Skovgæsten ser ikke sammenhængen mellem, at han/hun har behov for en lang række træbaserede produkter derhjemme – og så de skove, man kan gå en tur i om søndagen. Men en negligering af den fysiske og økonomiske produktion er ikke i samfundets interesse, ogvil gå ud over bæredygtigheden i skovene.

Et eksempel: Vi ville nødig, at Danmark blev som Japan, sombeskytter landets egne naturskove, og så i øvrigt støvsuger de øvrige skove i Sydøstasien for træprodukter – lige fra papirmasse til ædle træsorter. Når Danmark oprindeligt fra naturens side er et skovland, så er det for dårligt, at vi ikke kan producere de fleste af vore træprodukter selv.

Og hvis vi inddrager klimaaspektet, så er det vist efterhånden åbenlyst for alle, at det er positivt atudnytte skovenes træproduktion. Dels som energitræ, som erstatter kul/olie, dels det bedre ’kvalitetstræ’ med det deri bundne kulstof. Men vi er fuldt opmærksomme på, at denne udnyttelse naturligvis skal ske med fuld respekt for dels skovenes naturværdier, dels publikums interesser.

Rådgivning, incitamentmodellerog frivillighed

2) En anden ting, vi er optaget af er, at skovene ikke bare får lov at passe sig selv, men at der findes en eller anden form for ’rådgivningstjeneste’, som er til rådighed for skovejerne.

Kun en håndfuld af landets 27.000 skovejere er faguddannede. Der er derfor et behov for at sikre, at der bliver gjort de rigtige ting ude i skovene.

Skovbrug er et fag, der kræver fagkundskab. Det er ikke i samfundets interesse, at den eneste ’rådgivning’ er den, der gives af planteskoler eller entreprenører. Blandt andet fordi skovbrug er noget meget langsigtet (så det er svært at rette fejl), og fordi at hvis der gøres det forkerte ude i skovene, så påvirker det både naturindholdet og publikumsinteresserne – ja, det påvirker landskabet som sådan.

I den forbindelse er det også vigtigt, at der findes nogle redskaber til at påvirke skovene. Det hedder i udvalgets kommissorium ’incitamentmodeller’. Det kan være forskellige belønningssystemer for at få skovejerne til at gøre noget af det, som samfundet er interesseret i. Altså f.eks. produktion af mere natur i skovene, etablering af mere robuste skovtyper, grøn planlægning, certificering m.m.

Men her er det vigtigt, at vi fastholder ejernes dispositionsfrihed langt hen ad vejen, så driften fortsat kommer til at bygge på frivillighed. Man kan naturligvis lovgive sig til hvad som helst. Men frivillighed er det eneste, der kan sikre det engagement hos skovejerne, der er den vigtigste forudsætning for, at skovene bliver passet (ordentligt). Vi vil altså i udvalgsarbejdet se til, at der ikke bliver lagt flere restriktioner ned over skovdriften.

Skattesystemet

3) Endelig er det vigtigt, at samfundet ikke går ind og ødelægger skovene via skattesystemet. Især afgiften ved generationsskifte er meget skadelig. Mange værdier går tabt, når der skal fældes træer for at betale arveafgiften. Det er ødelæggende for kontinuiteten i skovdriften – især i de store skove, og derfor ganske simpeltikke hensigtsmæssigt set fra samfundets side.

Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger

By: Per Hilbert