Skovens bedste hold – klar til næste sæson
Efter TeamChef Bo Trads Simonsens afgang her i foråret, har vi været en tur i taktikrummet og er nu klar med en ny holdopstilling, der både indebærer forfremmelser, omrokeringer, en fratrædelse – og ikke mindst velkommen hjem til en stamspiller, der har været en tur i udlandet.
Overskriften for arbejdet har været ’Lidt mindre skovpart – lidt mere Team’. Alle skovejere har fortsat én fast skovfoged som kontaktperson, men vi etablerer yderligere et nyt, slagkraftigt skovbrugsteam og vi rykker lidt tættere sammen i de enkelte teams, så vi bedre kan dække hinanden af – bla. i forbindelse med arbejdet i højsæsonerne.
Personalemæssigt ser rokaden således ud:
- Skovfoged Anders Kruse Elmholdt – ansat siden 2008 – forfremmes og bliver ny TeamChef i ’Team Nord’. Anders bliver dermed den direkte afløser for Bo og overtager en væsentlig del af hans medlemsportefølje og øvrige opgaver. Anders fortsætter desuden hos en række af sine nuværende medlemmer.
- Indsatsen i Team Nord forstærkes af skovfoged Johan Stubkjær Madsen – ansat siden 2015 – der i forvejen er aktiv hos områdets juletræsproducenter og nu får en større medlemsportefølje med mere skov. Desuden vil skovfogedAnders Brøgger Jensen fungere som assistent i den nordlige geografi.
- I en nyoprettet stilling som TeamChef i ’Team Skovrider’ byder vi velkommen hjem til en gammel kending. Skovfoged Jacob Husted Christensen vender hjem efter to år i Sverige. Han kommer især til at arbejde med større ejendomme i hele foreningens område – men vil tillige fra sin base i Varde, være en styrkelse af vores ressourcer i den sydlige geografi.
- I ’TeamSyd’ fortsætter TeamChef Thomas Holm Pedersen uændret – mens skovfoged Hans Grove Buch fratræder. Hans fortsætter arbejdet på fuld kraft indtil han fratræder i løbet af sensommeren. De fleste af de medlemmer, der tidligere har været betjent af Hans vil fremover blive en del af ’Skjern å skovpart’ med skovfoged Jan Hollænder Christensen, som konsulent.
- Endelig trimmer vi foreningens vigtige funktionsområde for pyntegrønt – i det både skovfoged Jan Hollænder Christensen og skovfoged Jeppe Rathkjen Jeppesen indtræder i teamet, der med skovfoged Kristian Ruth Løvgren som funktionsansvarlig og TeamChef Thomas Holm Pedersen som supervisor får tilført ekstra slagkraft.
Øvrige medarbejdere og funktioner fortsætter uændret.
Den samlede rokade vil naturligvis berøre en del af vores medlemmer – men den valgte model med den tætte organisering i teams vil sikre tæt opfølgning og vi vil gøre os meget umage med at sikre kvaliteten i omstillingsspillet. Alle berørte medlemmer får direkte besked.
Tag godt i mod den nye organisation – skovens bedste hold!
29.05.18 | Skovrider Michael Gehlert