Skovens mos – et vigtigt biprodukt
Mos er et stort aktiv i granplantager på næringsfattige lokaliteter. Vest for israndslinien produceres der årligt i omegnen af 2 mio. kasser med mos, som primært afsættes til det tyske og hollandske detailmarked. I et marked, som langt fra er transparent, er Skovdyrkerne med til at sikre skovejerne en afsætning – på markedets bedste vilkår.
Høst
I enkelte tilfælde vælger skovejeren selv at stå for høsten og den efterfølgende levering af færdigvaren til grossisten. Men oftest kan aftageren høste langt billigere og det mest almindelige er, at mos høstes manuelt ved hjælp af østeuropæisk arbejdskraft.
Sammenlignet med høst og transportomkostninger er mossets salgsværdi lav.
Pakkes i kasser
Langt størstedelen af det mos der høstes, emballeres i små flamingokasser, hvori der kan lægges fire lag mos. En kasse rummer omtrent 0,4 m2 mos. I kassen lægges lagene således, at jordsiden ikke kommer i kontakt med den pæne side. Der opnås bedst holdbarhed, hvis mosset opbevares mørkt og koldt.
Udbytte
I en almindelig høst, skrælles mos af ca. 5-15 % af bevoksningens jordareal. Og hvis der i den almindelige skovdrift blot tages små hensyn til mossets vækstbetingelser, kan der med 3-4 år mellemrum høstes mellem 500 og 1500 kasser mos pr. hektar. Den samlede mængde fyldte kasser skal kunne fylde et lastbiltræk – så der skal helst kunne fyldes mindst 4-5.000 kasser.
Er høstpotentialet mindre end 750 kasser pr. hektar, er det oftest ikke rentabelt at høste. På sådanne arealer vil høst kun være rentabel, hvis enten kvaliteten er fremragende eller, hvis der er let adgang til et stort areal.
Efter høst genkoloniseres mosset normalt i løbet af 3-4 år. Ved hyppig høst er det sandsynligt, at der over tid vil ske en forskydning i artssammensætningen i retning af arter, der ikke har mossamlernes interesse.
Kvalitet
Kvaliteten af skovbundens mos afhænger af jordbund, lysindfald, træarter. De gode mosarealer findes almindeligvis i 8-15 m høje granbevoksninger – især under rødgran og omorikagran, men også bevoksninger med sitkagran og ædelgran kan være gode. Hvis alle forhold spiller gunstigt ind, kan der høstes op til 2000 kasser pr. hektar.
Mosset skal være af typen Almindelig Cypresmos (Hýpnum cupressifórme) og må hverken være for kort eller langvokset. Desuden skal mosset danne store, sammenhængende flader og være forholdsvis rent for fyrre- og lærkenåle, smågrene og lignende.
Især lærk kan være slem til at reducere moskvaliteten, da den er løvfældende. Lærkens nåle nedbrydes dog forholdsvis hurtigt.
Mos og skovdyrkning
Produktion af mos bør aldrig være et primært driftsmål. Du skal dyrke din skov efter hensyn til jagt, herlighed og træproduktion. Mos er godt biprodukt, som følger med som en sidegevinst ved fornuftig skovdyrkning. Og – skovdyrkning kan tilrettelægges, så skovbundens mos får gode vækstbetingelser. F.eks. gavner tynding til flis produktionen af mos. Efter flistynding er bevoksningens hugstaffald fjernet, og skovbundens mos får mere lys. Foto 1: I skovbunden vist på fotoet kan skønsvist høstes op til 1.500 kasser á ca. 2 kr. på en hektar. Afhængigt af hvor hårdt der høstes, kan der høstes med 3 – 5 års mellemrum.
Du kan dyrke mos
Naturligt forekommende vegetativ formering er den hyppigste naturlige spredningsform for mos. Men har du lyst til at eksperimentere, er det, som en alternativ tilgang, nemt at hjælpe mosset på vej. Alt hvad du behøver, er en mospude af ønskede arter, en blender og en vandkande. Mosset findeles i blenderen, opslemmes i vand og spredes på de pletter, hvor der er samlet mos. Det skal være køligt og fugtigt når mosset spredes, så det foregår bedst fra sent efterår til tidligt forår.
Formeringsmetoden sikrer, at mossamling kan ske hyppigere på grund af hurtigere genkolonisering, og at sammensætningen af ønskede mos-arter fremmes.
Skovdyrkerne flytter dit mos
– og vi gør det på markedets bedste vilkår. Handler du dit mos gennem Skovdyrkerne, er du sikret:
- Oprydning: Flamingo, folie, paller og tape fjernes fra skoven.
- Koordinering: Moshøst afstemmes efter vigtige begivenheder i skoven, som f.eks jagt.
- Garanti for betaling: Sikker og hurtig afregning af dit mos.
Ring til din lokale skovfoged, hvis du mener du i din skov har mos, som egner sig til at blive høstet.