Skovlovens muligheder for vildtpleje

Skovloven gør det muligt i samspil med skovdriften, at tilgodese vildtet, jagten og ikke mindst herlighedsværdien. Her er et udpluk af mulighederne for vildtpleje i skoven.

Skovloven gør det muligt i samspil med skovdriften, at tilgodese vildtet, jagten og ikke mindst herlighedsværdien. Her er et udpluk af mulighederne for vildtpleje i skoven.

Der er ingen tvivl om, at korrekt anlæg af lysåbne arealer, vildtagre og skovenge gør en stor forskel for skoven som helhed. Herlighedsværdien øges betragteligt, skoven bliver bæredygtig mht. føde til vildtet – herunder især hjortevildtet – jagtlejen stiger og den biologiske variation i skoven øges. Altsammen noget de fleste skovejere synes godt om.

Skovloven åbner mulighed for at skabe åbne natur-arealer på 10% af den enkelte skovs areal. Efter hugst kan genplantning undlades på udvalgte arealer. Det betyder, at det er muligt at udnytte arealer, der har mindre skovdyrkningsmæssig værdi, til et andet og måske bedre formål, f.eks. en frodig skoveng.

De lysåbne arealer er af meget stor værdi for vildtet i skoven. Her findes et stort fødeudbud i form af urter og græsser og en større forekomst af insekter til gavn for især småfugle og fasaner. Udover det større udbud af føde, skabes der lys og varme, som er to af vildtets grundkrav til skoven som levested.

Skovejeren bestemmer!

Generelt gælder at træerne i skoven skal have opnået en hugstmoden alder før de fældes. Men når der skal etableres et åbent naturareal i skoven, er der undtagelser. Er der et velegnet sted at placere et lysåbent naturareal, må også unge træer ryddes til formålet. Eksempelvis er det muligt at skabe åbne naturarealer langs skovvejene, også hvor det er nødvendigt at rydde bræmmer i yngre bevoksninger.

Lystilførslen langs med skovvejene muliggør en fremspiring af urter, der sikrer mere føde til vildtet, og samtidig kan skytterne placeres optimalt på efterårets jagter. Sidst men ikke mindst øger de frodige skovveje også skovens herlighedsværdi.

Askesygen, som er udbredt i hele landet, betyder at flere bevoksninger i øjeblikket må lade livet tidligere end forventet. Det er typisk små bevoksninger i mere eller mindre fugtige lavninger. Disse arealer, eller et udvalg af dem, kan evt. indgå i driftsplanen som værende fremtidige lysninger og skovenge, hvis det ellers passer ind i den øvrige drift af skoven.

Ønsker man at etablere flest mulige lysåbne arealer i skoven, er det væsentligt at bemærke, at de arealer der ved lovens ikrafttræden lovligt var uden træbevoksning, ikke tæller med i opgørelsen af de 10%. Der kan derfor i den enkelte skov etableres 10% åbne naturarealer ud over de arealer, der lovligt var uden træbevoksning den 1. oktober 2004.

Vildtagre i skoven

Skovloven gør det også muligt, når det er nødvendigt for skovdriften, at friholde arealer til f.eks. vildtagre. En åben formulering der kan tolkes bredt. Derfor anbefales det, at skovfogeden tages med på råd inden vildtageren etableres. Vildtagre anlagt i et forsøg på at afværge vildtskader i skoven er ét eksempel. Hvordan vildtagrene placeres og dyrkes beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Vildtagre må omlægges, gødes og sprøjtes, hvilket gør det muligt at etablere dem med fornuft også i skoven.

For at opnå optimale næringsforhold og dermed vækstbetingelser, er det fornuftigt at foretage en analyse af jorden. Jordens surhedsgrad (pH-værdi) og næringsstofbalance skal bringes i orden. Det er ikke unormalt, at der på skovjord skal tilføres 7-8 tons/ha kalk eller mere. Plus fosfor og kalium.

Er skoven, og de arealer der er tiltænkt vildtager, certificeret i PEFC, FSC® eller begge, er det stadig muligt at lave vildtagre. Ved PEFC skal der dokumenteres forbrug af gødning og pesticider (som man gør i resten af skoven). Ved FSC® er det kun tilladt at bruge økologisk gødning og aske, og der må ikke bruges GMO-afgrøder (genmodificerede).

Stævning og græsning

Udover de åbne naturarealer og vildtagre kan der jf. skovloven også indføres gamle skovdriftsformer som stævningsdrift og skovgræsning.

Stævningsskov drives ved at træerne i en bevoksning skæres ned til roden med 5-20 års mellemrum, f.eks. til flis. Herefter skyder de igen. Typisk anvendes hassel, rødel, ask og eg til dette. Stævningsskov er ofte meget lysåben, og har et rigt dyre- og planteliv tilknyttet.

Skovgræsning er modsat tidligere også blevet muliggjort, og som ved stævningsskov giver dette også en lysåben skov med et særligt plante- og dyreliv tilknyttet. Stævningsskov og græsning må udgøre 10% af den enkelte skovs areal.

”Øje” for opgaven

Det er afgørende for et godt resultat, at de beskrevne tiltag planlægges nøje. Det er ikke ligegyldigt, hvor de lysåbne arealer og vildtagrene placeres, hvis de skal have effekt. Og deres udformning er afgørende for, at de falder naturligt ind i skovbilledet. Derfor er det også vigtigt at vedkommende, der skal planlægge og udføre tiltagene, er instrueret grundigt og har ”øje” for opgaven. Fortolkningen af skovlovens mulighed for anlæg af vildtagre er, som nævnt, meget åben, og det anbefales derfor at tage skovfogeden med på råd inden tingene iværksættes.

Det samme gælder valg af engblandinger til skovenge og vildtafgrøder. Her er mulighederne mange. Skovdyrkerne har bl.a. selv fået produceret en engblanding målrettet til råvildtet.