Skovning af juletræer – pas på kvaliteten!
Vær særligt opmærksom på om træet har tabt farve. Det forreste træ har mistet farven, men det bagerste er klar til afgang.
Skovningssæsonen for juletræer er nu i fuld gang. Selv om Skovdyrkerne har foretaget markering – og selv om markeringen er godkendt af vores kunde, er der nogle vigtige forhold omkring kvaliteten, som producenten hæfter for.
Det drejer sig om:
Korrekt oparbejdning:
Skal du selv oparbejde juletræer, så se Skovdyrkernes instruktionsvideo om korrekt oparbejdning her.
Husk, desuden at:
- Højdekravene til juletræet skal overholdes efter skovning, så sæt så lave stød som muligt.
- Juletræerne har bedst af at ligge i kulturen i 2-3 dage inden de nettes og palleteres.
Træets udvikling efter markering:
- Farve: Uanset markering skal et juletræ have en sund, grøn farve. Et mærke kan være sat på under forudsætning af virkningen af en farvegødskning – eller træet kan have tabt farve siden markering.
Det sidste ser vi desværre en del af i år – formentlig på grund af en våd august, som har udvasket en del af den normale farvegødskning kombineret med et meget mildt efterår med en sen afmodning.
Sådanne træer må ikke skoves – uanset markering.
- Nåletab: Prima og standard træer må ikke have nåletab – træer af lavere kvalitet må ikke have betydende nåletab. Hvis et træ på skovningstidspunktet ikke lever op til disse krav, eller bærer præg af igangværende nåletab – må det ikke skoves.
Uanset årsag og tidspunkt for reklamation, hæfter producenten for nåletab på træer skovet efter 15. november – det er en del af de almindelige handelsbetingelser, hvor nåletab betragtes som en ‘skjult fejl’.
Det er derfor afgørende vigtigt for slutkundens oplevelse af kvaliteten – og for at undgå kostbare reklamationer – at producenternes oparbejdning og egenkontrol er i orden.
En tilstrækkelig selvdisciplin kan spare mange penge for alle involverede – nogle få gule træer, kan lyse en hel palle juletræer op og udløse en kritisk granskning af hele partiet.
Hvis du er i tvivl – så kontakt din skovfoged.