Naturstyrelsen skriver følgende på sin hjemmeside den 16. november 2016:

Hvis ulve i midtjyske statsskove skulle få unger, skal der tages hensyn til det. Det kan betyde, at orienteringsløbere, jægere og skovningsmaskiner må ledes uden om ulvefamiliens tilholdssted for at sikre, at dyrene får fred og ro i yngleperioden.

Det fremgår af Naturstyrelsens nye plan for driften af de midtjyske statsskove. Det er første gang, at en driftsplan indeholder retningslinjer for omgang med ulve i danske skove. Man har for eksempel ændret jagtformen i Nørlund Plantage, hvor man forventer, at der skal tages hensyn til ulvefamilier. Derudover skal orienteringsløb og andre større friluftsaktiviteter fremover planlægges, så de ikke foregår i yngletiden.

– Med de mange ulveobservationer i Midtjylland er det naturligt, at vi tager ulven med i planlægningen af vores arbejde, når vi kigger 15 år frem. Det er jo sandsynligt, at de får unger på et tidspunkt, og så skal vi være klar til at skærme ulvene for forstyrrelser. Det er vi forpligtet til ifølge habitatdirektivet, siger skovrider Poul Ravnsbæk fra Naturstyrelsen i Midtjylland.

I øjeblikket er der størst chance for, at ulve vil slå sig ned og yngle i Feldborg Nørreskov, Feldborg Sønderskov, Kompedal Plantage, Gludsted Plantage, Nørlund Plantage, Palsgård Skov og Søby Brunkulsleje. Her er der både store uforstyrrede skove og sammenhængende heder med mange byttedyr for ulven, som primært lever af råvildt.

Vi skal altså passe på vores ulve her i Danmark.

Hvad sker andre steder i Norden?

I Sverige foregår der derimod en heftig strid mellem tilhængere og modstandere af tilstedeværelsen af en ulvebestand i områder, hvor der bor mennesker med deres husdyr. Kampen bølger frem og tilbage. Efter et antal fåredrab bliver der i visse tilfælde givet lov til ‘skyddsjagt’ på ulve i et område. Men lige så rutinemæssigt bliver disse tilladelser indklaget af naturorganisationerne. Der er netop givet tilladelse til at skyde ialt 46 ulve i det såkaldte mellemste rovdyrsforvaltningsområde i løbet af den kommende vinter. Det vil givetvis give anledning til klager.

En svensk netsidekunne også den 16. november oplyse, at to jagthunde blev dræbt af ulve under jagt i den forgangne weekend.

I Norge samledes 1000 mennesker – ligeledes i den forgangne weekend – i Rørås til et fakkeltog til minde om hunde dræbt af ulve i Norge.

Ulven er igen blevet en omdiskuteret del af biodiversiteten.

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne