Skovrejsning – Ordliste, modeord og misforståelser – fagudtryk
Af skovfoged Hans Christian Graversgaard, Skovdyrkerne Nord-Østjylland
Bestandstræet (eg) her kraftigt generet af naboen, som er et ammetræ af rødel
Der skrives meget om skovrejsning. Vi må håbe at skovrejsningerne med tiden bliver så produktive, at produktionen kan erstatte alt det papir der bruges på at forklare og sælge diverse kulturmodeller, standardløsninger og naturoplevelser.
Her er nogle få ord, man kan støde på, og som det er godt at kende lidt til.
Ammetræer
Billige og kultursikre og hurtigtvoksende træer i blandingsbevoksninger, som desværre ofte erstatter en væsentlig del af plantningens indhold af gode fremtidstræer. Det er især rødel og lærk, der anvendes, men på det seneste er også poppelbølgen begyndt at brede sig ind over skovrejsningerne.
Ordet ”ammetræ” antyder, at de hurtige træer skærmer og værner de små skrøbelige bestandstræer mod elementernes rasen. Et smukt billede, der desværre ikke altid holder stik. Tværtimod ses utallige eksempler på, at ammetræerne går hen og bliver bestandstræernes største problem. Ammetræerne kan overvokse hele kulturen, breder sine lange grene ud, og holder dermed effektivt bestandstræerne nede enten ved skygge eller ved mekanisk afslidning.
Den egentlig årsag til anvendelsen af ammetræer er oftest at plantningsentreprenøren herved kan opvise resultater for den nybagte skovejer på den meget korte bane.
For tiden skrives en del om ammetræernes betydning i flisproduktionen. Det skal dog tilrettelægges meget omhyggeligt for at man kan hugge flistræerne ud uden at beskadige bestandstræerne.
En ret stor del af de skovrejsningskulturer, der er sammensat med mange ammetræer, kan ofte bedre beskrives med udtrykket ”grøn brak” – se dette.
Bestandstræer
Træer, der kan erobre og fastholde en skovtilstand på kort og lang sigt. Vintereg er et eksempel på et sikkert valg, hvis man gerne vil have en skov, der står længe og holder sig sund. Ahorn, spidsløn og storbladet lind er også robuste og længelevende.
Bøg er naturligvis også en sådan træart, men problemet er, at den sjældent giver god skov ved de relativt store planteafstande, der ofte anvendes ved skovrejsning. Her udvikler bøgen flerstammethed – et fænomen, der kan true træernes sundhed, idet de mange ekstra toppe flækker ned og dør en sen død, hvilket kan resultere i store rådangreb og tidlig henfald af træet. Bøgen kræver et stort plantetal for at blive et godt bestandstræ.
Blandingsskove
Et udtryk, der umiddelbart leder tankerne hen på flere hundrede år gamle naturskove, hvor der har indfundet sig en stabil balance mellem en hel del forskellige løvtræer og buske. Billedet er udmærket, men man skal være opmærksom på, at når man etablerer blandskove ved samtidig plantning, skal man være forberedt på aktivt og tidligt at gribe ind for at sikre blandingens udvikling i den retning, man havde forestillet sig. Lader man stå til, vil de fleste blandinger udvikle sig på den måde, at de mest dominerende træarter blot står på lidt større afstand end hensigtsmæssigt, og at de undertrykte øvrige arter stilfærdigt går til i skyggen.
Blandskov kan være smuk, stabil og sund, men det er aldrig nemt, hverken at gennemskue eller at styre.
Den største fordel ved blandskove kan være, at man vi blanding med tre-fem arter sikrer, at arealet kan selvforynge sig nemt og effektivt i fremtiden. Træarterne sår sig nemlig bedst under en anden træart, og så er det jo praktisk at have flere arter på arealet.
Grøn brak
Et udtryk der dækker en skov der egentlig ikke har nogen rigtig værdiproduktion. Et typisk eksempel er en skovrejsning med mange elletræer, som for sent tyndes ud, så alle bestandstræer er varigt skadede eller døde.
Det grønne drys
En halvfaglig, lettere nedsættende betegnelse for de små og sjældne træarter – ofte indblandet af hensyn til tilskudskrav.
De ”små” træarter kræver særlig opmærksomhed i skovdyrkningen – får de ikke det, går det som regel galt. Så resultaterne med de små arter er erfaringsmæssigt ret ringe.
De små arter omfatter: fuglekirsebær, valnød, tarmvridrøn, pære – med flere.
Man kan sagtens dyrke de små arter, man skal blot være parat til at hjælpe dem på vej. Mange af de små arter har ekstra kvaliteter som særligt smukke farver, gode frugter, og ekstra efterspurgt og dyrt ved.
Interne læbælter
I nogle år har det været almindeligt at anlægge ”interne læbælter” i skoven. Ofte udført som 3-7 rækker eg indlagt til deling af nåletræsafdelinger. Vi ved nu, at de ret smalle løvbælter ikke beskytter nåleskoven bagved mod stormfald. Tværtimod lukker de oftest nøgne løvtræer vinden ind.
Det eneste, der kan læ for nåletræ, er stabiliseret nåletræ. Man stabiliserer en nåletræsrand enten gennemt tidlig ekstrem hård tynding, eller gennem opstamning/topkapning.
Skovspor
”Vi anlægger allerede ved plantningens start, nogle hyggelige snoede spor, så man kan komme rundt i sin nye skov”. Det ser uomtvisteligt fint ud på tegningen over skovanlægget. I praksis vil samtlige træer og buske søge at lukke det hul, som sporet udgør. Resultatet er en massiv mur af lave lange grene som dels besværliggør færdsel, og som umuliggør at man kan se ind i sin skov.
Det er smartere at plante massivt til og så anlægge sporene, når kulturen er velsluttet og de nederste 3-6 meter grene er overskygget og døde. Når man så laver spor, kan man faktisk få den særlige skovfornemmelse, der kommer, når man kigger ind under træernes kroner.
Skovenge
Vi forestiller os alle sammen, at bambi tuller fredeligt rundt på den grønne (slåede) skoveng.
En sådan kanman godt lave, måske er det endda smart at gøre det ved skovanlæg, så får de unge træer jo ikke en overraskelse ved pludseligt at blive udsat for vind og vejr. Man skal blot huske, at enhver åbning i skoven er et svagt punkt, når stormene kommer. Så engene skal helst ikke gå i øst-vestlig retning, men hellere nord-syd.
Servicetræer
Et mere sjældent begreb. Et servicetræ er et træ, der servicerer bestandstræerne uden at konkurrere alvorligt med disse.
Typiske servicetræer er nåletræer, der indblandes i løvtræskulturer. Cypres er en af de bedste, den er simpelthen ikke i stand til at genere løvtræerne.
Stedsegrønne træer i løvskove bidrager til et bedre og mere læfyldt skovklima.
Skovfyr har hurtig og bred vækst, men stagnerer hurtigt i højdevæksten, og det er en fordel. Omorika gror godt op i højden og forbliver temmelig slank. Det handler også om, hvilken løvtræart, der skal serviceres. Eg tåler ikke overvoksning. Ahorn og spidsløn skygger kraftigt og kommer hurtigt op – servicetræet skal her altså også starte hurtigt. Bøg er skyggekrævende, den kan med fordel blandes med rødgran eller ædelgran. I skovrejsninger er det mere relevant at anvende bøg som servicetræ – under ahorn/spidsløn (bestandstræ). Bøg og eg bør aldrig blandes.
HCG / 4.5.2014
