Sommer i Juletræerne
Nu begynder ukrudtet igen at spire frem i kulturer, der er sprøjtet afskærmet i maj. Det er ofte nødvendigt med to afskærmede sprøjtninger og nu er tiden at gå kulturene igennem, for at vurdere behovet for anden sprøjtning.
Efter en tør forsommer, er der nu kommet vand de fleste steder og ukrudtet må forventes at have god vækst de næste uger.
Kemisk vækstregulering griber ind i træets naturlige vækstrytme og hæmmer træets skudstrækning af toppen. Træets topdominans svækkes midlertidigt, hvilket i nogle tilfælde kan give en uhensigtsmæssig vækst, med opadstræbende sidegrene og ”S-toppe”. Disse ”fejl” kommer oftest efter kemisk vækstregulering, men kan også komme på træer der ikke er blevet kemisk vækstreguleret. Små fejl betyder ikke noget for træets salgbarhed eller klassifisering, men kraftig S-top eller kraftig opadstræbende grenkrans, kan i værste fald gøre træet usalgbart. I juli måned når de nye skud er hærdet lidt, kan man gå i gang med at rette S-toppe ud og trække opadstræbende sidegrene ned.