Inden udgangen af april er det optimalt at have afsluttet skrottræsfældningen/opstamningen og reparationsklipningen. Samme tidspunkt er det godt at være færdig med formklipning og bundklipning. Det kan dog godt udskydes lidt, hvis man benytter håndbundklipning i stedet for maskine.

Skal man plante i foråret er det også tiden nu. Arealet skal gøres klar og hegnet skal også tjekkes efter, eller sættes på ny. Når man modtager planterne er det vigtigt, at få dem ind i skyggen at stå, så de ikke tørrer ud. De skal derefter plantes hurtigst muligt.

Ukrudtet har udnyttet varmen og er mange steder i god vækst. Hvis man benytter jordmidler som f.eks. Quartz, Legacy eller Ronstar Expert er det på tide, at få det bragt ud. Stor nælde også kaldet brændenælde er på nogle lokaliteter langt fremme. Her kan man allerede i denne uge begynde at sprøjte dem med RoundUp, inden de får for godt fat. En blanding af jordmidler og RoundUp er også meget anvendt.

Desuden er det tiden til at få bestilt gødning, grenrettere, fuglepinde, skræmmedrager og lignende. Fuglepindene kan man godt sætte på nu her, men man skal ikke sætte skræmmedragerne op, inden der er en reel risiko for at fuglene brækker toppen.

Har man ikke fået taget jordprøver inden for de sidste år kan det stadig nås. Det skal dog være meget snart, hvis man skal have resultaterne klar, inden man skal ud med den første gødning. Det er ud fra jordprøveresultaterne og tidligere erfaringer, at man beslutter hvilken gødningstype og -strategi man skal bruge. På de stærke jorde skal man som tommelfingerregel passe på med meget kaliumholdige gødninger. På de lettere jorde kan man overveje at benytte organisk gødning, da det ikke blive udvasket lige så hurtigt.

VidenCenter Juletræer

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne