Stort og varieret udbud af håndsakse på Langesømessen

Messen er dels et udstillingsvindue for maskinproducenter og planteskoler dels kontaktforum for salgsfirmaer og dyrkere. Skovrider Frands Fraas Nielsen tager os med på en guidet tur på Langesømessen.

Du kan købe alt til produktion af juletræer – fra fuglepinde over håndsakse og plantemaskiner til rækkegående portaltraktorer og nette-/pakkemaskiner.

Fra 100 kr til ½ mio kr.

Kulturetablering

Plantemaskinerne leveres af flere firmaer. Jeg så Egedals nyudviklede to-rækkesmaskine, der foruden forbedret planteteknik med uafhængige tunge trykruller har nutidige ergonomiske forhold for plantørerne og selvfølgelig er GPS-styret, så planterne stå i forbandt.

Forbandet betyder at du udnytter arealets vækstrum optimalt, og det giver dig mulighed for eventuelt at renholde arealet i forskellig retning fra gang til gang – en stor hjælp nu, hvor vi arbejder meget med afskærmet sprøjtning.

Hos Bent Langeland fra Sydfyn var der demonstration af GPS-plantning og min bedømmelse er at teknikken nu er ved at være på plads efter et par års indkøring.

Kulturpleje

Når kulturen er etableret kommer vedligeholdelsen. Det er almindeligt at vedligeholdelsen af træerne fra de er 50-100 cm høje sker med rækkegående portaltraktorer.

En portaltraktor kan monteres med afskærmet sprøjte, båndsprøjte, sprøjtebom, gødningsnedlægger, horisontal klipper for ukrud med og uden svingarm, bundklipper, formklipper samt fældehoved.

Hos Jutec fortalte direktør Jørgen Kæhlershøj, at han har stor efterspørgsel efter portaltraktorer med miljøvenligt udstyr – køberne investerer under miljøteknologiordningen, der skal søges inden 17. sep. 2012.

Jutek viste en portaltraktor med gødningsudlægger, afskærmet sprøjte med mulighed for at blande to kemikalier trinløst og tågesprøjte til punktbehandling – og selvfølgelig førerkabine med aircondition og overtryk.

Vedligeholdelsesprogrammet er så, at kulturen køres igennem tre gange i løbet af vækstsæsonen. Hver gang sprøjtes afskærmet, og der er mulighed for at tilføre et ekstra kemikalie til problemukrudt på de steder, hvor det er nødvendigt. Hver gang udlægges gødning direkte i planterækken og udvaskningen reduceres. Endelig er der en lille tågesprøjte, der kan aktiveres i et bestemt område med luse- eller mideproblemer. Alle redskaberne er med til at reducere kemikalie- og gødningsforbrug.

Hos Team-service.dk så jeg en nyudviklet luftgødningsspreder.

Jeg talte med den ingeniørstuderende, der havde udviklet maskinen som en del af sit studie. Maskinen kan sprede til begge sider samtidig, eller til en side hvis det ønskes. Tudene er udformet med ”flapper”, således at der er et godt spredebillede for gødningen, som spredes i rektangulære flader. Der er selvfølgelig påmonteret kran til løft af big bags.

Net og palletering

I høstfasen har branchen de sidste par år haft en udfordring med godkendelse af pallemaskiner. Jeg så to maskiner til afløsning af Net-op-maskinen.

De bygger begge på samme princip – træerne nettes gennem en tragt med åbning foran på traktoren. Derefter transporteres de nettede træer langs traktoren til pakkemaskinen, der er monteret i traktorens liftarme. Begge maskiner er ganske nye – ”jeg fik monteret det sidste i aftes”, som en af producenterne sagde.

En prototype fra Tree Tech har kørt i sidste sæson og i år vil 5 maskiner bliver testet og forbedret i november. Først derefter vil maskinerne blive frigivet.

Den anden maskine, NB Greenpack, var mere enkel i konstruktionen, men så også mere spinkel ud.

Begge maskiner lever op til Arbejdstilsynets krav. Begge maskiner har forskellige elektroniske finesser til registrering af antal træer på pallen – men her er der plads til forbedringer.

Vi glæder os til at se begge maskiner i funktion i rusk, regn og pløre i den kommende sæson – branchen har brug for maskiner, der løser udfordringerne.

Frands Fraas Nielsen
Skovrider, Skovdyrkerforeningen Fyn

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne