Styrelse kortlægger natur i private skove
Miljøstyrelsen har screenet for særlig værdifuld skov – såkaldt paragraf 25-skov. Hvis styrelsen mener, at du har den type skov, modtager du et brev i e-Boks. Du vil få et besøg af en af styrelsens medarbejdere.
Det seneste års tid har Miljøstyrelsen undersøgt, hvor der findes naturmæssigt særlig værdifuld skov i private skove. Det arbejde er udført digitalt ved at bruge af luft- og satellitfotos.
Næste skridt er nu, at private skovejere kan forvente besøg af en af styrelsens medarbejdere.
– For at være sikker på, at de udvalgte arealer i skovene kan karakteriseres som naturmæssigt særligt værdifulde, skal arealerne gennemgås i felten, oplyser styrelsen.
Medarbejdere i felten
Hvis du som skovejer har skovarealer, som styrelsen har udvalgt, vil du modtage et brev i e-Boks i løbet af januar eller februar.
Derefter vil du få besøg af en medarbejder fra styrelsen, som skal klarlægge om resultatet af den digitale screening er korrekt. Det skriver Dansk Skovforening.
Hvis medarbejderen godkender resultatet af den digitale screening, vil området blive udpeget som paragraf 25-skov.
Brancheforening bakker op
Dansk Skovforening anbefaler kortlægningen. Her har man siden 2019 efterspurgt kortlægningen af § 25-skov på de private arealer.
Baggrunden er, at kortlægning kan være en hjælp til skovejere, der gerne vil certificeres eller skal afsætte flis til energi, hvor der er et krav om, at man tager særlige hensyn ved høst i områder med høj biodiversitet.
– Kortlægning af naturmæssigt særlig værdifuld skov på private arealer kan bidrage til større viden om og indsigt i skovenes naturværdier. Det er afgørende, at registreringen efterfølgende ikke ender med at bremse den løbende og dynamiske udvikling af skoven, men danner grundlag for at styrke biodiversiteten gennem frivillige aftaler med kompensation til ejerne, siger Dansk Skovforenings direktør, Anders Frandsen
Ingen bindinger
Dansk Skovforening fremhæver, at kortlægning efter skovlovens § 25 ikke er en beskyttelse af områderne. Kortlægningen medfører ingen bindinger for skovens drift eller restriktioner for skovejere.
– Men både historien med udpegede Natura 2000-områder sammen med regeringens udmelding om en natur- og biodiversitetslov og EU’s forslag til en naturgenopretningsforordning kan ikke undgå at gøre ejerne bekymret for konsekvenserne af en kortlægning. Det er vi meget opmærksomme på. Vi følger arbejdet tæt, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Skovforening, Tanja Blindbæk Olsen.
Kortlægningen gennemføres i løbet af 2023 og 2024. Registreringen vil først blive tilgængelig på et offentligt digitalt kort, når den er gennemført i hele Danmark.
Har du fået et brev ie-Boks, og har du spørgsmål til registreringen, er du velkommen til at kontakte din lokale skovfoged hos Skovdyrkerne.
jma@skovdyrkerne.dk