Kære skovejere,

I den forgangne uge har vi – langt om længe – mærket en puls på de indsendte ansøgninger om tilskud til biodiversitetsskov.

Som I muligvis allerede ved, er den bevilgede pulje på 31,25 mio. kr. blevet overansøgt med intet mindre end 110 mio. kr. hvilket betyder at Landbrugsstyrelsen har været nødt til at prioritere mellem de 372 indkomne ansøgninger. Det vil sige, at arealer hvorpå der allerede er registrerede naturværdier (enten som Natura 2000-skovnaturtyper, HNV-scorer over 8 eller ved en biotopregistrering), går forud for skovarealer uden registrerede naturværdier, jf. vejledningen om tilskud til biodiversitetsskov 2025.

Selvom det må betragtes som ubetinget godt at så mange private skovejere har vist interesse i ordningen – og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i øvrigt bifalder det store engagement for at bidrage til at fremme biodiversiteten i de danske skove – så betyder den store tilslutning desværre, at mange af jer, der har søgt tilskuddet, enten har modtaget eller vil modtage et afslag på jeres ansøgning.

I Skovdyrkerne ærgrer vi os over at den enorme interesse for en tilskudsordning, der giver virkelig meget skovbiodiversitet for pengene, ikke imødekommes. Det giver ikke ret meget mening, hvilket vi også bruger vores politiske position i bl.a. Skovrådet til at påpege.

Men træerne vokser heldigvis videre i mellemtiden og til foråret åbner ansøgningsrunden igen. Hvor mange midler der afsættes næste gang, kan vi ikke vide med sikkerhed på nuværende tidspunkt, men forhåbentlig har den overvældende opbakning fra jer sendt et utvetydigt signal om ordningens potentiale.

Tag endelig kontakt, hvis I ønsker at vide mere om ordningen eller vil (gen)ansøge til foråret.