Tirsdag d. 24. oktober afholdt Skovdyrkerne Midt ordinær generalforsamling.
Der var godt 65 deltagere til foreningens generalforsamling på Asmildkloster Landbrugsskole. Foreningens økonomiske resultat og det udfordrede juletræsmarked, fyldte meget i formandens beretning og diskussioner i salen.
Årets generalforsamling blev afholdt på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg. Som et nyt tiltag blev generalforsamlingen indledt med et let måltid mad og en forfriskning. Tiltaget blev vel modtaget og der var en fin stemning i salen. På den baggrund kunne formand Lars Gleerup byde velkommen til generalforsamlingen og tage fat på aftenens mere alvorlige emner.
Et hårdt år med underskud
Formanden indledte sin beretning med at konstatere, at foreningen havde haft et utilfredsstillende økonomisk resultat med et betydeligt underskud på knap 1. mio. kr. Allerede i det tidlige forår 2017 stod det klart at foreningen ville få et betydeligt underskud og derfor udarbejdede ledelsen og bestyrelsen en genopretningsplan. Den indebar betydelige besparelser og konsekvensen blev at to skovbrugsfaglige medarbejder måtte afskediges. Ud over besparelserne har der været et øget fokus på lønsomheden for de forskellige driftsområder. Det er vigtigt at foreningen får en økonomi i balance – uden forretning, ingen forening konstaterede formanden. Derudover orienterede formanden om det udfordrede juletræsmarked, om de øvrige markeder for skovejernes produkter, samt medlemsudvikling og skovbrugspolitik.
Det reviderede regnskab blev af skovrider Henrik Buhl forelagt generalforsamlingen, og efter enkelte spørgsmål fra forsamlingen, blev det enstemmigt godkendt.
Efterfølgende blev et arbejdsbudget for 2017/2018 og budgettet for 2018/2019 præsenteret. Der forventes et beskedent overskud i indeværende år og et pænere overskud i 2018/2019.
Bestyrelsesvalg og konstituering
Tre bestyrelsesmedlemmer var på valg og blev genvalgt. På et efterfølgende bestyrelsesmøde konstituerede bestyrelsen sig som hidtil med Lars Skou Gleerup som formand og Søren Christiansen som næstformand
Kaffe, kage og foredrag om natur- og vildtpleje i skoven
Efter de formelle punkter var overstået blev der serveret kaffe og kage. Derefter holdt jagtskribent og foredragsholder Peer Kaufmaan et farverigt foredrag om Skovdyrkernes seneste udgivelse – bogen Natur- og Vildtpleje i skoven. Deltagerne havde mulighed for at tage et eksemplar af bogen med sig.