Trepart vil støtte skovrejsning med 75.500 kroner pr hektar.
Den nye trepartsaftale lægger op til, at lodsejere kan opnå 75.500 kroner i tilskud pr. hektar samt mulighed for ekstra støtte, hvis den nye skov lægges urørt.
Den nye trepartsaftale er landet, og med aftalen er der udsigt til nye store skovarealer i Danmark.
Det er aftalt, at der afsættes cirka 22 milliarder kroner til rejsning af 250.000 hektar ny skov frem mod 2045.
Af aftaleteksten fremgår det, at 20.000 hektar skal rejses på Naturstyrelsens arealer. Denne skov skal ikke drives med produktion for øje. Skoven vil bidrage til beskyttet natur og etableres med hjemmehørende træarter og områder med naturlig tilgroning og lysåbne arealer og forvaltes som urørt skov.
75.500 kroner pr. hektar
De resterende arealer skal rejses på privatejede arealer.
Der etableres en statsstøttenotificeret national tilskudsordning til privat skovrejsning i Miljøstyrelsen. Det vil være inden udgangen af 2025 med en fast tilskudssats på 75.500 kroner pr. hektar.
Samtidig kan lodsejeren beholde EU-støtte på arealerne.
I aftalen er der indbygget incitamenter til mere urørt skov. Private lodsejere gives nemlig mulighed for at bidrage til at fremme natur og biodiversitet på nye skovarealer ved, at tilskudsordningen indrettes, så der kan søges om et tillæg på 15.000 kroner pr. hektar for etablering som privat urørt skov, herunder med tinglyst forbud imod fremtidigt salg af træ.
Områder med forrang
Af aftaleteksten fremgår det, at tilskudsordningen skal målrettes, så rejsning af skov i områder, der er særligt udfordrede af et stort kvælstofindsatsbehov, får forrang, herunder særligt jorder i disse områder med lav kvælstofretention.
Det vil komme det danske vandmiljø til gode.
Store reduktioner
Det overordnede mål med aftalen er at skabe reduktioner af drivhusgasudledninger for 1,8 millioner ton i 2030 og potentiale for op til 2,6 millioner ton.
Som en vigtig del af reduktionen er det også aftalt, at der etableres CO2-afgift på udledninger fra husdyr. Afgiften er 300 kroner pr. ton i 2030 stigende til 750 kr. pr ton i 2035, hvor landmanden har et bundfradrag på 60 procent.
Af aftalen fremgår det også, at regeringen vil fremlægge en samlet skovplan på baggrund af trepartsaftalen.
Aftalen skal nu behandles i folketinget.
Skovdyrkerne følger sagen og sender løbende nyt om trepartsaftalen.
Fakta: Hovedindhold i Aftale om et grønt Danmark
- Reduktioner af drivhusgasudledninger for 1,8 mio. tons CO2e i 2030 – og potentiale for op mod 2,6 mio. tons.
- En CO2e-afgift på udledninger fra husdyr. Der indføres en afgift på 300 kr. pr. ton CO2e i 2030 stigende til 750 kr. pr. ton CO2e i 2035 med et bundfradrag på 60 pct. Den effektive afgift vil dermed udgøre 120 kroner pr. ton i 2030 stigende til 300 kroner pr. ton i 2035.
- Tilbageførsel af provenu til erhvervet: Provenuet fra husdyrafgiften i 2030-31 tilbageføres som en omstillingsstøttepulje, der skal understøtte erhvervets grønne omstilling. Håndtering af provenuet genbesøges i 2032.
- Etablering af Danmarks Grønne Arealfond, som vil omfatte aktiviteter for omtrent 40 mia. kroner.
- Rejsning af 250.000 hektar skov (svarende til et areal på størrelse med Lolland-Falster og Bornholm).
- Udtagning af 140.000 hektar kulstofholdige lavbundsjorde inkl. randarealer.
- Et mål om mindst 20 pct. beskyttet natur. Rejsning af 80.000 ha privat urørt skov, 20.000 ha statsskov samt udtagning af lavbundsjorde vil øge omfanget af beskyttet natur betydeligt.
- Tilskudsordning på samlet godt 10 mia. kr. frem mod 2045 til lagring af biokul produceret ved pyrolyse.
- Paradigmeskifte i kvælstofindsatsen, hvor arealomlægning er hovedmotoren til at nå målene i EU’s vandrammedirektiv.
- Gebyrafløftning af slagterier for 45 mio. kr. årligt med virkning fra 2029 samt afsætte af en pulje til opkvalificering på i alt 100 mio. kr. over perioden 2027-30.