Troldhassel (Corylus Avellana ‘Contorta’)
Troldhassel der kendes for sine krogede grene anvendes hele året til dekorationsformål. Arten ses anvendt som enkeltgrene eller i dekorationer, ofte med hængende pynt.
Udbredelse
Troldhassel er egentlig en klon som er opstået ved naturlig mutation af almindelig hassel. Iagttagelsen af denne klon blev første gang gjort i England i 1863, og blev siden hen indført til Danmark.
Sorter
Eftersom troldhassel er en klon, og formering således ikke sker ved almindelig bestøvning, så er alle planter principielt genetisk identiske. Man taler således ikke om forskellige sorter.
Plantemateriale
Troldhassel er relativ besværlig at formere. Det er almindeligt at formere arten ved podning på frøformerede planter af almindelig hassel. Problemet med denne form for formering er dels den meget varierende anslagsprocent samt rodskudsdannelsen fra grundstammen (af almindelig hassel). Sidstnævnte er ofte et problem idet almindelig hassel har en overlegen vækstkraft i forhold til troldhassel.
Det er også muligt at formere troldhassel som rodægte planter (dvs. planten har dannet eget rodnet). En metode er stiklingeformering sammen med anvendelse af et rodfremmende hormon. Metoden har en relativ god anslagsprocent.
En anden metode for formering finder sted ved aflægning. Dette foregår ved at årsskud presses ned mod en velbearbejdet jord hvor det øverste lag er bortgravet. Skuddene holdes nede vha. kroge. Øvrige skud på planten klippes af. Grundet den manglende top vil de nedpressede grene i løbet af vækstsæsonen begynde at danne lodrette (top)skud. Så snart nævnte skud har nået ca. 10 cm længde lægges den afgravede jord tilbage omkring disse (må ikke dække skuddene). Dette vil stimulere de nye skud til at danne eget rodsystem. I det efterfølgende forår kan de nye planter klippes fra hinanden og udprikles.
Grundet de relativt besværlige formeringsmetoder vælger de fleste at købe deres planter i planteskoler.
Dyrkning: teknik og fordringer
Troldhassel er relativ hårdfør og stiller således ikke de store krav til voksested. Erfaringer viser dog at arten trives bedst på lermuldet bund.
Planten tåler ganske meget skygge, og plantes ofte under vedproducerende træer. Dog skal man være opmærksom på at for meget skygge kan have negativ indflydelse på grenudvikling samt produktionsmængde.
Renholdelse under etableringsfasen er vigtigt. Troldhassel er meget følsom overfor herbicider, hvorfor ukrudtsbekæmpelse enten bør foregå mekanisk eller ved afskærmet sprøjtning.
Som ved øvrig klippegrøntproduktion, kvitterer planterne positivt ved punktgødskning i vækstperioden. For mængder, udbringningsmetoder- samt tidspunkter henvises der til afsnittet om gødskning af nordmannsgran.
Skadevoldere
Vigtigste skadevolder er formentlig hasselmiden (Eriophyes avellanae). De små mider trænger ind i knopperne, som i løbet af vinteren svulmer op. Ved ikke-omfattende angreb foretages bekæmpelse bedst ved at angrebne grene skæres af og destrueres. Er angrebet omfattende bør hele buske fjernes og destrueres.
Ligeledes er fejeskader hyppigt forekommende.
Høstmetode og mængder
Eftersom troldhassel er eftertragtet pga. grenenes krogethed, så foregår efterspørgsel/høst i den bladløse periode.
Grenene klippes ofte i længder á ca. 40-100 cm. Grundet grenenes krogede form bør bundtning samt håndtering generelt foregå med forsigtighed.
Arten tåler stærk tilbageskæring. Hvis planten er formeret ved podning på almindelig hassel kan de kraftige rodskud fra grundstammen være voldsomme og bør derfor fjernes.
Der foreligger ingen kendte erfaringer med produktionsmængder per areal enhed.
Marked og priser
Troldhassel er de af de mindre nichearter, der udnyttes til pyntegrønt, og der er en ret konstant efterspørgsel på grenene.
Priserne er relativt høje, hvilket er en god indikation på de store dyrkningsomkostninger, der er forbundet med produktionen af troldhassel. Ligeledes er der tale om et begrænset markedspotentiale.