Vildtvenlige levende hegn
For efterhånden nogle år tilbage ændrede tilskudsordningen til plantning af hegn navn fra tilskud til læplantning til tilskud til biotopforbedrende plantninger. En af årsagerne til dette skifte var sikkert, at en stor andel af de hegnsplantninger, der udføres i disse år, ikke længere kun udføres for at skabe læ, men også i høj grad af hensyn til dyrelivet på ejendommen, herunder det jagtbare vildt.
Traditionelle læhegn er som oftest ensartede, smalle og med en høj andel af træer.
Hvis man ønsker at plante et hegn af hensyn til vildtet, er der en række forhold, man bør have med i sine overvejelser omkring anlægget af hegnet. Vi vil i denne artikel komme ind på forskellen imellem traditionelle læhegn og specifikke vildthegn.
Et traditionelt læhegn anlægges oftest som et 3-rækket hegn med en relativ høj andel af træer og med en ensartet blanding af træer og buske i hele hegnets længde.
Et hegn, der er optimalt for vildtet, adskiller sig på en række områder:
Bredden på hegnet bør være så bred som muligt, og det er her værd at huske at tilskudsordningen giver tilskud til hegnsplantninger på op til 7 rækker.
Der er derimod ikke behov for en stor højde på hegnet, da ingen af vores vildtarter, måske med undtagelse af duen, har glæde af høje træer. Dette gør at vildthegnet i langt højere grad bør bestå af buske frem for træer.
Vildtet fortrækker forskellige biotoper afhængig af årstider og vejrlig. En kold vinterdag er det rart med en tæt tykning, hvorimod en varm sommerdag gerne tilbringes i et mere lysåben område. Dette kan man tilgodese i vildthegnet, ved at anlægge hegnet i sektioner af f.eks. 50 meters længde, hvor en sektion er tæt, en sektion er åben, en sektion har mange blomster/insekter o.s.v. Herved kan man i ét hegn lave en række forskellige biotoper. De enkelt buske bør desuden plantes i grupper af 3-5 stk. så hver busks karakteristika kommer mere frem.
Ved valg af træarter skal man huske, at det er muligt at anvende sitkagran eller skovfyr i hegnsplantninger med tilskud, og at disse træarter vil være velegnet som kerne i de tætte sektioner af hegnet.
I de mere lysåbne sektioner af hegnet bør derimod vælges løvtræer, og her bør muligheden for stævning eller halv-skovning[1] veje højt, da hegnet hermed løbende kan forynges og højden holdes nede.
Vildthegnets forløb bør hænge sammen med allerede eksisterende småbeplantninger, vandhuller, remisser o.l. for derved at øge vildtets mulighed for at bevæge sig imellem disse biotoper.
Endelig bør man overveje at kombinere anlægget af vildthegnet med andre tiltag som f.eks. barjordsstriber, insektvolde, ”huller” i hegnet, gødnings- og sprøjtefri zoner o.l. En række af disse tiltag kan desuden anvendes til at opfylde betingelserne for forhøjet tilskud til hegnsbeplantningen.
Som det ses af ovenstående vil et vildthegn fremgå som værende bredere, lavere og mere uensartet end et traditionelt læhegn.
[1] Halv-skovning består af en delvis gennemskæring af træet, der medfører at træet vælter men fortsat gror. Derved bliver knopperne tilgængelige som føde for vildtet.
Videncenter Land´skab, December 2013.
By: Anders L. Jensen.
