Vindmøller i skovene
Miljøministeriet lægger op til, at der kan opstilles vindmøller i skovene. Naturfredningsforeningen protesterer
Det skal være lettere at få tilladelse til at opstille vindmøller på fredskovspligtig grund. Regeringen ønsker tilsyneladende at ændre loven, ‘så skovene kan bidrage til vedvarende energi’. Foreløbig skal det undersøges, ‘om de nuværende regler i Skovloven er tidssvarende og tilpasset de ønsker til brug af skovene, som samfundsudviklingen medfører’, som ministeriet diplomatisk udtrykker det.
Vi må her indskyde, at skovene allerede i høj grad bidrager til den vedvarende energi, dels ved at levere masser af biobrændsler, dels ved at levere det miljøvenlige råstof træ, der går ind i byggeriet og erstatter energitunge materialer som stål og beton.
En række borgmestre i landkommunerne er glade for forslaget, der vil gøre det lettere at placere vindmøller uden at de generer for mange beboere på landet.
Ikke udelt begejstring
Men de ‘grønne’ organisationer er direkte imod. Naturfredningsforeningen mener, at store vindmøller vil genere publikum i skove og plantager. ‘Selv de vestjyske plantager har meget at byde på’, siger foreningen (er det ikke nye toner?).
Også den lille organisation med den store indflydelse, Verdens Skove, kalder det en rigtig dårlig idé. ‘Vindmøller hører ikke til i skoven. Men hvis det absolut skal være, så skal det ske på de naturmæssigt allerdårligste arealer’.
Selv vindmølleforeningen er forbeholden. De peger på en del tekniske udfordringer, når møllerne skal løftes op over kronetaget, og de giver udtryk for, at det fortsat er en billigere og klogere løsning at bruge åbne landbrugsområder til nye vindmøller.
Der ventes en afklaring til februar.
Kilde: www.altinget.dk
phi@ skovdyrkerne.dk