Vinterarbejde i juletræerne
Støvet fra oparbejdnings sæsonen har dårligt lagt sig, før det igen er tid til at komme i juletræerne. De sene vintermåneder er oplagte til udtag af jordprøver og skovning af skrottræer.
Udtag af jordprøver er giver et godt billede af jordbundsforholdene og bør tages i alle juletræskulturer, ikke kun i kulturer med problemer! Forholdene i jorden kan tage flere år at bevæge i ønsket retning, derfor er det vigtigt at kende tallene, også før man har problemer.
Jordprøverne giver vigtig information om reaktionstal (Rt) og næringsstoffer (P, K, Mg) i jorden og prøven bør som minimum give Rt, Pt, Kt og Mgt.
Udfra tallene kan man vælge NPK gødnings typen, har man f.eks. et højt Rt, kan det være nødvendigt med en forsurende gødning. Har man mangel på et næringsstof, f.eks Mg, kan det være nødvendigt at supplerer med ekstra kieserit eller NPK med ekstra Mg. Har man meget høje værdier af en næringsstof, kan det hæmme optaget af andre og det kan være nødvendigt at vælge en gødning uden dette næringsstof.
Tallene fra jordprøven er rigtig godt redskab til gødningsplanlægningen, men husk også at kikke på træerne og vurdere, om deres vækst fortæller det samme som prøverne.
Spørg din skovfoged til råds om udtag af jordprøver og tolkning. Jordprøver skal udtages ca. 2 gange i en omdrift.
Skovning af skrottræer er nødvendigt i juletræskulturer og har efterfølgende mange fordele både for dyrkning og salg. Udtag af skrottræer skal ske, inden forårsarbejdet starter og med sidste års salg i baghovedet. I øjeblikket er der ikke et marked for træer med lange halse, så skrot træer med lange toppe. Skrotning giver plads til de gode træer. Det er bedre at skrotte et dårligt træ end at sælge et godt træ for tidligt.
Alger er et stigende problem i mange kulturer, og for tætte kulturer, hvor træerne står for tæt, giver problemer med alger, mider, skader fra rækkegående maskiner og deklassering som følge ”huller” i bunden af træerne. Derfor skal der gives ”luft” med skrotning.
En kultur, hvor skrottræerne er fjernet, ser bedre ud og er mere interessant for potentielle købere.
En ekstra gang bundklipning, så stablængden øges til 20-25 cm, kan også hjælpe med til at begrænse alger. Det er også en god ide at få gået unge kulturer igennem og få klippet dobbelttoppe og rettet skader fx fra vildt bid. Vi anbefaler at starte selv i 2 – 3 års kulturer.
VidenCenter Juletræer